vendt Brev af 3die s. M., om hvis Oversendelse til mig han deri selv har ytret Ønske, og hvoraf jeg saaledes er i Besiddelse af en Gjenpart.
«Blandt andre Gjenstande for vor Samtale» – anføres der i dette Brev – «forekom ogsaa Spørgsmaalet om Statholder-Posten i Norge, og Herr B.-R. spurgte mig om min Mening med Hensyn til den. –
Jeg svarede, – hvad jeg fremdeles holder fast ved, – at jeg anser denne Sag for at være uden praktisk Betydning for Sverige og Unionen, da det nu ikke længere synes antageligt, at Kongen skulde kunne eller ville udnævne en Svensk til Statholder i Norge, hvilket visselig fra alle Synspunkter vilde være et uklogt Skridt; – at jeg antager Unions-Forholdets Udvikling alene at kunne ske som een naturlig Følge af begge Folks unionelle Følelser, og at disse vel kunne fremmanes gjennem kloge Lovgivnings-Foranstaltninger, men ikke fremtvinges gjennem en Bestemmelse, som betragtes paa den ene Side af Grændsen med Ligegyldighed, paa den anden med Uvillie; – at da der ikke i Rigs-Acten eller anden svensk Lov findes nogen Bestemmelse om Norges Statholder, betragtedes Sagen af mig som Norsk, – og at vel Norges Konge kunde have Føie til ikke at eftergive sin Ret i denne Henseende uden fra Norges Side at erholde tilsvarende, til Befæstelse af Unionen ledende Indrømmelser, men at Sveriges Konge ved sagens Afgjørelse ikke behøvede at tage Hensyn til dette Land i anden Maade end som Medlem i Unionen, – samt endelig at da jeg efter hvad der ovenfor er bemærket, ikke havde havt Leilighed til at overlægge med mine nærmere Venner angaaende denne Sag, kunde jeg heller ikke med Bestemthed indestaa for deres Anskuelser, men at jeg dog havde Grund til at antage, at min Synsmaade deltes af et stort Antal blandt de mere oplyste i vor Repræsentation, uagtet jeg vistnok ikke vilde fordølge, at Statholder-Postens Afskaffelse vilde fra visse Hold her fremkalde en temmelig voldsom Storm.
Med denne min Udtalelse syntes Amtmand Birch-Reichenwald særdeles tilfreds, og da det er muligt, at han tillægger den en større almindelig Betydning, end den i sig selv fortjener, har jeg troet at burde meddele (Tit.) at jeg i Gaar talte om denne Sag med Statsraad Gripenstedt, som ingenlunde var af min Mening, men antog at Kongens Ret til at udnævne en svensk til Statholder i Norge er for det unionelle Forhold af en saadan Betydning og saa bestemmende, ligesom ogsaa at denne Opfatning af Sagen blev omfattet af den almindelige opinion i Sverige med saamegen Varme, at han troede en Frasigelse af denne Ret vilde være for Sveriges Konge høist betænkelig. At gaa ind paa en nøiere Drøftelse af hans Grunde, vilde ikke her være betimeligt, og (Tit.) vil neppe mangle Leilighed til at høre dem mundtlig udviklede af ham. For mig har det blot været Pligt at oplyse om Tilværelsen, endogsaa i Statsraadet, af
