1857, given i bifaldende Retning, saafremt ikke Forholdene i det Hele, og navnlig den i Sverige vakte Misstemning i Anledning af de forkastede Mellemrigs-Love, maatte have lempet sig derhen, at Sanction paa Grundlovs-Forandringen og den deraf flydende Ophævelse af Kongens Adgang til at besætte det norske statholder-Embede med en svensk Mand, kunde finde Sted uden at give yderligere Næring til et Misnøie i Sverige, hvis fortsatte vedvaren baade for Unionens egen og for den fælles Konges Skyld maatte være betænkelig. Paa den anden Side fremstillede det sig for mig som en klar Sag, at efterat Statholder-Spørgsmaalet i Norge gjennem dets Behandling paa flere Storthing efter hinanden var voxet op til en større Betydning end maaske de Fleste fra Begyndelsen havde tillagt det, vilde dets heldige Løsning virke desto mere styrkende for den gode Forstaaelse mellem Broderfolkene, saasnart som den maatte vise sig at kunne foregaa uden Fare for Anstød mod nogen i Sverige almindeligt raadende, skjønt efter norsk Opfatning vildfarende Opinion. –
I den Tanke saaledes, at fornuftig Unions-Politik vistnok burde lede til Forandring med statholder-Posten i Norge, men tillige til at lade det i fornødent Fald henstaa med Storthingets Beslutning desangaaende til en med Hensyn til stemningen i Sverige gunstigere Tid, for ikke uden absolut Nødvendighed at bringe Kongen i et vanskeligt og for Unions-Forholdet paa begge Sider uheldigt Dilemma ved Afgjørelsen af Sanctions-Spørgsmaalet, fandt jeg at burde benytte Anledningen til under et Ophold i Stockholm om Høsten 1858 at søge at erfare nogle af de mest betydende svenske Mænds Mening om Sagen. Det er en Selvfølge, at dette maatte ske ganske underhaanden og med al mulig Varsomhed, for ikke paa nogen Maade eller paa nogen Kant at give Næring til den Tanke, at der kunde være nogetsomhelst Spørgsmaal om fra norsk Side at erkjende Beføielsen til at svensk Indflydelse i denne Sag skulde kunne gjøres gjældende anderledes end gjennem det Hensyn, som man i Norge af egen Drift maatte finde sig foranlediget til at tage til sin Kundskab om Beskaffenheden af den for Øieblikket raadende Opinion i Sverige ligeoverfor Norge. –
De 3 eller 4 notable Personer, som jeg først talte med derom, ytrede mod min Forventning ingen Betænkelighed for eget Vedkommende, men enhver enkelt af dem endte med at henvise mig til daværende Statsraad Grev Hamilton, som den der efter sin hele politiske Stilling baade forhen paa Rigsdagen og nu i Regjeringen maatte være den bedste Autoritet i et saadant Anliggende. –
Den Samtale, jeg derefter havde med Grev Hamilton Aftenen forinden jeg d. 2n October 1858 forlod Stockholm, er jeg saa heldig hvad det heromhandlede Punkt angaar, at kunne gjengive med hans egne Ord, idet Greven har gjort Rede for den i et til en Tredie hen-
