De saaledes af mig i 1854 nedskrevne Antydninger, skjønt ikke dengang komne til Benyttelse, kunne dog tjene til Oplysning om hvorledes jeg fra Begyndelsen opfattede Statholder-Spørgsmaalet, og jeg har derfor fundet at burde give dem Plads i en Fremstilling, der nærmest har til Hensigt at udvikle Sammenhængen i de Forholde, under hvilke jeg efterhaanden er kommen til at fremtræde handlende i dette Spørgsmaal paa en saadan Maade, at min tidligere Stilling dertil med nogen Føie, og det ikke blot fra mit eget Synspunkt, tør tillægges en større Betydning, end den ellers kunde have erholdt. –
Det vil være bemærket, at de af mig nærede Betænkeligheder i Realiteten mod Storthingets Beslutning i 1854 i denne Sag hvilede ganske paa de samme Betragtninger, som det Grundlovs-Forslag der, efter at Sanction paa hin Beslutning var negtet, fremkom fra Rector Musæus til Afgjørelse paa Storthinget i 1857 angaaende Statholder-Postens ombytning med et nyt Statsminister-Embede. Det var imidlertid ogsaa i 1857 min Mening, at de Hensyn der fra andre Sider kunde gjøres gjældende mod Forandring af Grundlovens Bestemmelser om Statholder-Posten for Tiden endnu maatte ansees at have den Vegt, at jeg, saafremt jeg da havde havt Sæde paa Storthinget, uden Betænkning atter vilde have sluttet mig til dem, der stemte imod Forandringen selv i den Form, hvori den efter det Foranførte vilde være i Realiteten fuldkommen tilfredsstillende for mig.
Blandt de Omstændigheder, der for mig betegnede Tiden i 1857 som ugunstig for nogensomhelst Forandring med Statholder-Posten kan her nævnes dels den bitre Polemik om Unions-Forholdet, som i Tidsrummet efter 1854 jevnlig førtes mellem norske og svenske Aviser, dels og fornemmelig den gjennemgribende Misstemning, der vaktes i Sverige ved Odelsthingets Forkastelse i 1857 af Forslagene til Mellemrigs-Love. –
Medens jeg derfor heller ikke har kunnet fæste ret Lid til løse Ytringer, der have været paaberaabte i den Retning, at saafremt Storthinget i 1857 havde bifaldt Forslaget om Grundlovs-Forandring, kunde man have ventet denne sanctioneret af den daværende Regent, havde jeg derimod paa den Tid al Grund til at antage at en lignende Beslutning af det følgende Storthing kunde ventes sanctioneret, saafremt dette ved Siden deraf vilde fatte mere imødekommende Beslutninger angaaende Mellemrigs-Forholdene end i 1857. –
Til denne Forudsætning støttede sig ogsaa en ved K. Motzfeldts Mellemkomst i sidste Øieblik i October 1857 standset Tanke om at der strax skulde udnævnes en Statholder, blot for at beklæde denne Stilling, indtil Grundlovs-Forandringen blev bifaldt.
I ethvert Fald forelaae altsaa det samme Forslag til Grundlovens Forandring paa Ny til Afgjørelse af Storthinget i 1859 under saadanne Omstændigheder, at man ikke kunde ønske den da, mere end i
