Anskuelser stridende imod mine, og jeg anholder om, at dette Brev maa blive – – oversendt til Amtmand Birch-Reichenwald, for at jeg ikke skal udsættes for den Bebreidelse at have fremstillet et Forhold i en lysere Farve end den sande.»
Med særdeles Hensyn til offentlig fremsatte Beretninger om, at jeg efter den anførte samtale skal have modtaget Meddelelser fra Grev Hamilton, hvori han tilbagekaldte eller modificerede de af ham selv under Samtalen ytrede Anskuelser, bemærkes her, at jeg aldrig har seet nogen anden Meddelelse fra Greven om denne Sag end den her anførte, i hvilken jeg for øvrigt erkjender at have fundet en saa correct og fuldstændig Gjengivelse af samtalens væsentlige Indhold fra hans side, som der efter Forholdets Beskaffenhed kunde være Spørgsmaal om, og jeg skal derfor kun for mit eget Vedkommende tilføie et Par supplerende Oplysninger.
Da Greven paa mit spørgsmaal om den svenske Opinion med Hensyn til Statholder-Sagen, havde udtalt sin egen Mening om denne Sags rent norske Charakter, – hvilken Udtalelse jeg vil erindre begyndte med de Ord: «Den frågan anser jag för Herrarnes (Normændenes) ensak» – foranledigede dette mig til strax at ytre, at det var mig en desto større Glæde at høre denne synsmaade delt af Greven, da jeg selv havde næret meget Tvivl om hvorvidt det vilde kunne lykkes for Tiden at faa den gjort gjældende i Sverige, og det var formentlig denne min Bemærkning, som nærmest fremkaldte Grevens Ytringer om, at han vel antog at have Medhold i denne sag hos sine politiske Venner, men at der for øvrigt vistnok ikke vilde udeblive Skrig eller Skraal fra visse Kanter. Ligesom vi imidlertid vare enige om at dette sidste Moment ikke i og for sig burde tillægges nogen afgjørende Indflydelse paa den Politik, der ellers af gyldige Grunde kunde være at følge, saaledes erkjendte vi paa den anden side Begge, at ihvorvel Statholder-Spørgsmaalet i sig selv rettelig var at betragte og behandle som rent norsk, maatte der dog for Rigernes fælles Konge være fuld Føie til fra sit standpunkt ved sagens Afgjørelse at tage Hensyn til begge Riger eller Folk – efter det i Grevens Brev gjengivne Udtryk – «som Medlemmer i Unionen», og altsaa navnlig til, hvorvidt stemningen ogsaa i Sverige var saadan, at der ikke, saafremt Afgjørelsen blev overensstemmende med de norske Ønsker, deraf kunde befrygtes noget alvorligt Brud paa den gode Forstaaelse imellem Folkene. Ved den ovenfor anførte Bemærkning af Greven om at Norges Konge kunde have Grund til, idet han gik ind paa Forandringen med Statholder-Posten, at kræve nogen indrømmelse fra Norges side i unionel Retning, ytrede jeg Ønske om at erfare, hvad Greven hermed nærmest havde for Øie, for derefter at kunne danne mig en Mening om Sandsynligheden af at en saadan Imødekommen kunde blive at paaregne. Efter denne Opfordring nævnte Greven sagen om Interims-Regjeringens
