at bruge det, det var Misbrug af betroet Gods. Og hvad de confidentielle Forhandlinger angik var det endnu mere urigtigt at benytte dem. Sibbern havde saaledes sagt, at naar Sagen kom for i kombineret Statsraad og han da maatte blive nødt til at udtale Sandheden i disse Ting, vilde dette kunne have mislige Følgen-, ja det kunde endogsaa lede til at inddrage i Sagen Hans Majestæts høie og hellige Person. Idet han saaledes erklærede sig enig i de af Bretteville førte Anker, kunde han dog ikke indskrænke sig dertil. Han kunde ikke tiltræde den fordelagtige Dom om Betænkningen af 21 Oktbr. i det Hele. Idet den nemlig var holdt i en saa separatistisk Tone som man ikke havde været vant til og som der ikke kunde komme noget godt ud af.
Efter at Bebreidelserne mod Betænkningen saaledes vare fremkomne, opfordrede Kongen Wergeland og os Andre i Ordenen efter vore Pladse at udtale os.
Wergeland ytrede, at han ikke havde været Medlem af Statsraadet paa den Tid da de Ting foregik, hvortil der ved Hentydningerne var sigtet, men at han efter de Oplysninger, som under Sagens Behandling vare blevne meddelte, ikke havde fundet nogen Betænkelighed ved at slutte sig til sine Colleger i Regjeringen.
Touren var nu til mig. Med den nu erholdte Bevidsthed om, at Petersen, Birch-R. og jeg skulde have uden Forberedelse at imødegaae en i Forveien vel overveiet Optræden, havde jeg vel helst skullet indskrænke mig til at henholde mig til Regjeringens endnu ikke for Hs. Majst. foredragne Redegjørelse af 27 Novbr. Dette faldt mig imidlertid ikke dengang ind. Ogsaa efter min Mening, ytrede jeg, var det Manderströmske Cirkulære venligt imod Norge, men netop af den Grund, netop fordi det indeholdt protest imod at der i Sverige skulde raade nogen uvenlig Stemning imod Norge var der i Betænkningen hentydet til Cirkulæret. At den Norske Regjerings Medlemmer skulde være forpligtede eller endogsaa kunde være berettigede til at ignorere et saadant til deres Kundskab kommet Cirkulære, der var bestemt til at oplyse Hs. Majst.s Missioner i Udlandet om de sande Forholde, kunde jeg ikke fatte, ligesaalidt som at det skulde være nødvendigt eller nyttigt at lægge Dølgsmaal paa den Omstændighed, at der angaaende stemningen i Sverige i Henseende til Statholder-Spørgsmaalet var blevet forhandlet mellem Norske og Svenske Statsraader. At Lange endogsaa havde fundet i den Forbindelse at burde tale om Inddragen af Hs. Majst.s hellige Person i Sagen havde været mig ganske uventet, og jeg tilbageviste den deri liggende Beskyldning med Erklæring om at være mig bevidst at ville fuldt saa meget som nogen Anden have Kongens grundlovmæssige Rettigheder opretholdte. Hvad angik Bebreidelsen for Separatisme mente jeg, at Tonen i Betænkningen var i den Henseende netop
