saadan som den stedse havde været holdt i dette Land og udgaaet af den Overbevisning, som jeg vedkjendte mig, at Foreningen fremmes bedst ved at hvert af de forenede Riger uafhængigt af det andet udvikler sine indre Forholde i Overensstemmelse med sine Traditioner og sine Ressourcer. Naar Lange havde anseet Stemningen i Sverige saa ugunstig for Statholder-Spørgsmaalets Løsning i 1859, undrede det mig at han dengang havde været med paa at indstille Storthingets Beslutning til Sanction, og hvad Talen om Aviserne angik vilde jeg ikke undlade for det Første at erindre om at det Manderströmske cirkulære netop tilkjendegiver sig at have til Hensigt at modarbeide virkningen af Avisernes Behandling af Sagen, og dernæst at navnlig Bretteville sikkert ligesaalidt som jeg kunde være tjent med at faa Pressens Udtalelser anseede som det sikre og sande Udtryk for den i Landet raadende Opinion.
Birch-R. indledede sit Tilsvar med, at sikkerlig Enhver, som med ham i Regjeringen havde deltaget i denne Sags Behandling, vilde kunne bevidne, at der saa langt fra har været nogen Tanke om ved den Fremstilling af Forholdene i 1859, hvorom her var Spørgsmaal, at kunne foranledige Vanskeligheder for Hs. Majst., at det tværtimod just havde været et Øiemed for denne Fremstilling at bestyrke Overbevisningen om, at Alt hvad der paa Tid hertillands blev talt og handlet i disse Anliggender havde sin fuldkomne Beføielse i daværende Forholde. Under en fortsat Udvikling heraf imødegik han kortelig forskjellige af de imod Betænkningen fremsatte Anker.
Manthey, der forøvrigt ytrede noget om at han henholdt sig til Birch-R., havde ikke ved Betænkningens Vedtagelse seet Sagen fra en saadan Side, at han dengang havde havt nogen Betænkelighed ved de brugte Hentydninger.
Møinichen og Riddervold udtalte sig ligeledes ganske kort og med Hensyn til Hentydningerne i samme Retning som Manthey, dog uden at fremhæve Ordet «dengang».
Petersen argumenterede udførligt og i stærke Udtryk saavel for Berettigelsen til i Betænkningen at benytte de omhandlede Momenter, som ogsaa for Nødvendigheden af at benytte dem som skeet for at vise hvorledes Sagen i det Hele var tilgaaet og derved navnlig at godtgjøre, at den angaaende Statholder-Spørgsmaalet opkomne Tvist ikke var yppet fra Norsk Side, hvilket maatte være af Vigtighed netop ved den Forbindelse hvori Revisions-Sagen var sat til Statholder-Sagen i den Svenske statsministers Foredrag.
Da Petersen sluttede, vilde Lange atter tage Ordet, men Kongen hindrede det med den Bemærkning, at Hensigten ikke havde været at faae hørt nogen Diskussion, at det var tilstrækkeligt at Enhver havde givet sin Udtalelse efter Hs. Majst.s Opfordring, og at hvad her nu var hørt neppe vilde forandre den Mening som Hans Majestæt
