toges at Petersen, Birch-R. og Ketil Motzfeldt maatte afgaa, men om Riddervold, Møinichen, Manthey og Wergeland vilde komme til at afgaa eller give efter, vilde maaske blive overladt til deres eget Omdømme eller til Stangs Indflydelse. Efter Forlydende skulde Stang definitivt have modtaget Kaldelse til at indtræde i Raadet, og Sibbern muligens være at bevæge til igjen at indtræde. Dette sidste hørtes da for første Gang.
Ved Mødet i Statsraadet den samme Dag underrettede Birch-R. og jeg vore Colleger om at vi agtede at indgive vore Afskeds-Ansøgninger, og da Kongen traadte ind, anmeldte Birch-R. for Hs. Majst., at da han, uagtet derom Intet var blevet ham sagt, havde Grund til at antage, at Hs. Majst. ønskede at disponere over hans Embede, tillod han sig at stille dette til Hs. Majst.s Disposition. Umiddelbart derefter henvendte jeg mig til Hs. Majst. med Forklaring om at jeg havde for mit Vedkommende at afgive den samme Erklæring. Kongen svarede Intet, og Statsraadet sattes. –
sagerne foredroges i sædvanlig Orden, og da Birch-R. anmeldte den udsatte Betænkning om Revisionen tilligemed den derom senere afgivne Forklaring. befaledes disse Sager udsatte. Da alle de øvrige Sager vare afgjorte, sagde Kongen, at der var en Sag som han ønskede, efter at Statsraadet saaledes var sluttet, at omtale udenfor Protokollen, og Hs. Majst. opfordrede Enhver af statsraaderne til at udtale sig med Hensyn til de punkter i Regjeringens Betænkning af 21 Oktbr., der vare omhandlede i det Kongelige Diktamen af 16 Novbr.
Bretteville tog da først tilorde. Efter at have udtalt sig meget anerkjendende om Betænkningens hele Indhold forøvrigt, udviklede han, at for det Første kunde han ikke anse det rigtigt i et saadant Dokument at omhandle et ikkuns confidentielt meddelt Aktstykke eller confidentielt førte Forhandlinger, dernæst at han fandt at det Manderströmske Cirkulære ikke var synderligt bevisende, men ialfald, naar betragtet i dets Heelhed, snarere førende til at godtgjøre det Modsatte af hvad der i Betænkningen i saa Henseende var forudsat, og endelig at han var ganske uenig i den i Betænkningen udtalte Opfatning, hvorefter der i Sverige ikke skulde have været en stærk Stemning for Revision ogsaa førend Beslutning i statholder-Sagen fattedes paa Storthinget. Han havde gjennemgaaet Masser af Svenske Aviser fra den Tid og var derved kommen til et modsat Resultat.
Lange holdt et meget langt Foredrag. Han havde i Aviserne fundet ganske anderledes paalidelige Data om stemningen i Sverige end hvad der i Betænkningen var hentydet til. Stemningen havde i lange Tider været for en Revision og i 1859 havde den netop været ugunstig i Henseende til statholder-Embedets Ophævelse. Manderströms Cirkulære var venligt imod Norge. Det var ikke i sin Orden
