hans Anskuelser som deltes af Kongen. Hvad vi denne Dag havde erfaret, nemlig om at vore Colleger lode sig give Forbud imod at gjøre os bekjendte med deres Forhandlinger med Hs. Majst. angaaende den af dem i Fælledsskab med os vedtagne Betænkning, og om at der allerede paa Forhaand disponeredes over de os hidtil betroede Departementer, maatte imidlertid nødvendigvis give os fuld Forvisning om at Morgenbladet havde været vel underrettet da det annoncerede at det var Meningen at faae Petersen, Birch-R. og mig udskilte af Statsraadet. Imedens Petersen havde indgivet Ansøgning om Afsked, hvorom der forøvrigt ikke efter Kongens Ankomst blev talt med Petersen førend Afskeden fandt Sted, maatte det saaledes nu være Spørgsmaalet for os Andre hvorvidt vi burde gjøre det Samme. En Maanedstid tidligere havde Birch-R. skrevet til Sibbern, at saafremt Hs. Majst. delte Sibberns Anskuelser i Henseende til Betænkningen, i hvilket Fald det selvfølgelig ikke kunde blive Sibbern men Birch.-R. der gik af, vilde det Fornødne i saa Henseende kunne opgjøres uden videre Conferance med Birch-R., da Grundlovens § 22 jo paa Forhaand havde ordnet Forholdet for et saadant Tilfælde. I Henhold hertil var Birch-R. ogsaa nu, den 10 Decbr., først betænkt paa at afvente Begivenhedernes Gang, imedens derimod jeg stundede stærkt efter at komme fuldstændig bort fra alt Fælledsskab med Colleger, der paa omforklarede Maade havde skilt sig fra os. Den Betragtning blev imidlertid tilsidst bestemmende for os Begge, at Kongen ikke paa nogen Maade af os burde være hindret i at faae istandbragt hvilkensomhelst Sammensætning af sit Statsraad, og at det, naar Grundlovens § 22 skulde komme til Anvendelse ved denne Leilighed, antageligt maatte blive en Umulighed for vore Colleger at blive siddende i Raadet og i Henhold til bemeldte § give Erklæring om hvorvidt vi havde forgaaet eller ikke forgaaet os ved Afgivelsen af en Regjerings-Betænkning, som de selv havde godkjendt og underskrevet.
Onsdag, den 11 Decbr., havde Morgenbladet atter tre Artikler i Anledning af Ministerkrisen. Det gjentoges deri, at dennes Aarsag var nogle i Betænkningen forekommende Hentydninger til Conferancer med Svenske statsraader og til Manderströms Cirkulære, der tillagdes Prædikaterne «uvæsentligt» og «uskyldigt», og som opgaves at handle om Betydningsløsheden af Anckarsværds bekjendte Motion.
Regjeringen i Christiania forklaredes at have, under Birch-R.s og Ketil Motzfeldts ivrige Indflydelse, været «eenvis og paastaaelig» ved ikke at føie Statsraads-Afdelingen i Stockholm i at udstryge af Betænkningen de omtvistede Punkter, og Kongen berettedes at dele Statsraads-Afdelingens Mening og at være reist hertil for at afskedige de «umedgjørlige» statsraader. At Sibberns Afsked bevilgedes under saadanne Omstændigheder fandtes dog ikke ganske klart. Det an-
