som bydes os, saa have vi Ret til at være fri for den. Det faar erindres, at Kjærlighed, som paatrues, bliver Voldtægt.
Scenen forandredes derefter til Klynge af Gripenstedt, Manderström, Wallensteen og jeg. Wallensteen bød sig til at give til Bedste en hel Række af Tilfælde, hvori det skulde have vist sig at behørige Regler for Kombineret statsraads Sfære mangle. Han talte ogsaa en hel Del derom, men Ingen af os hørte videre derpaa. Paa een Gang blev der Lyd i Klyngen, om Interims-Regjeringen som Motiv for Revisionen. Jeg spurgte da strax om det kunde være Nogens Mening at ville give os Skyld for at Rigsdagen har forkastet den af Storthinget vedtagne Proposition, og Gripenstedt indskrænkede sig til at sige, at det maatte dog erkjendes at være altfor galt, at imedens Norge har sin egen Regjering, som afgjør de fleste Sager, saa skal Interims-Regjeringen med 10 Norske Mænd ind i alt svensk. Jeg mente da at det var noget som maatte kunne rettes af Svenskerne selv. Gripenstedt paastod at det vilde være Brud paa Rigs-Akten, og at han var for omhyggelig om Norges Ret til at være med paa sligt. Men han gjentog om Forargeligheden af at Norske Mænd skulde kunne bestemme i Svenske Sager, og til min Ytring at om ogsaa Formen var dertil, vilde det dog aldrig ske, forklarede han at det er skeet, idet de Norske Medlemmer engang have givet Udslag ved, hvor der hos Svenskerne stod 5 imod 5, at holde imod Formanden. Jeg beklagede at man ikke kunde sikre imod at ogsaa i Regjeringen sidde Folk uden Menneskeforstand, men haabede at sligt Tilfælde ialfald for Eftertiden ikke skulde kunne træffe. Gripenstedt sagde at han vil have Interims-Regjeringen saaledes beskaffen, at den alene har med unionelle Sager, som høre under kombineret Statsraad, at bestille. Jeg troede ikke just at dette er det Bedste, men mente, at naar Svenskerne ønske det, er der Intet iveien for Nordmændene at være med derpaa.
I denne Passiar talte Gripenstedt ogsaa om, at man burde undgaa Mulighed af Gjentagelse af saadanne unionsfarlige Tilfælde som da Svenskerne i 1841 forandrede Regjeringsformen og først senere ved Nordmændenes Imødekommen, som han paaskjønnede, fik dertil svarende Forandring i Rigs-Akten. Men ikke fuldt inde i den Sag turde jeg ikke give min Besyv.
Herfra trak Manderström og jeg os hen i en Vindus-Fordybning og Manderström ytrede sig i saare forsonlig Aand. Han mente at det vel kunde være værd at tage under Overveielse, om ikke Kongen naar De Geer gjør sit Foredrag, kanske bør lade Unions-Komitte-Historien først gaa særskilt til Norske Regjerings Betænkning, hvortil jeg sagde, at kom man til det Resultat saa kan det vel ogsaa være at tage under Overveielse om ikke Svenske Statsraad dertil bør først give Raadet, for at være med fra første Stund paa
