De Geer svarede dertil, at saa havde Svenske Statsraad gjort sin Pligt, mere kunde det ikke gjøre. Denne Ytring sagde
Jeg var netop hvad jeg vilde have frem: til den vilde jeg knytte Spørgsmaal om man troede det skulde være nyttigt at faae saameget Ansvar som muligt væltet over paa Nordmændene for Standsning af alle Forhandlinger. Som det ser ud nu, forekommer det mig ikke urimeligt at man fra Norsk Side kommer til at holde fast ved Erklæring om at ingensomhelst Revision nu kan ansees tidsmæssig. Skulde det da ikke være i Unionens Interesse at man havde stræbt fra begge Sider at udtrykke sig saa mildt som muligt. Vi have nu udtalt vor Mening for Udsættelse, videre kunne vi ikke gjøre, hindre Svenske Statsraad fra at bringe Sagen frem kunne vi ikke.
Kongen talte atter om at Unions-Kom.s Arbeide kunde forkastes i Forbindelse med Underhaands-Forhandlinger om et Program for ny Kommission, men
Vi erklærede dertil at al Forhandling efter vor Mening bør drives officielt, og deri istemmede strax
Gripenstedt. Ogsaa De Geer istemmede heri, og Ingen ytrede sig derimod. Der taltes da igjen endel op og ned, frem og tilbage. Kongen reiste sig, og Mødet var forbi. –
Som det sees førtes Diskussionen fra Svensk Side hovedsagelig af Gripenstedt. Foruden De Geer, Manderström, Lagerstråle, Wallensteen og Thyselius, hørtes ogsaa Bredberg med et Par Ord, nemlig til Udredning af hvorledes Protokollen skulde blive som kom til at gaae til Norske Regjerings Betænkning. Thulstrup, Ehnemark, Malmsteen og Björnstjerna aldeles tause.
Efterat Mødet var hævet forblev Kongen nogle Øieblikke i Salen og talte med En og Anden.
Gripenstedt, med hvem jeg har staaet paa den Fod at vi aldrig havde talt sammen og saavidt muligt gjensidig havde søgt undgaaet Hilsning, kom lige hen til mig med Haandsrækning og de Ord: «Vi blive enige.» «Da har jeg den modsatte Tro, var mit Svar, jeg holder mig forvisset om, at vi blive ikke enige.» Saa kom vi i Klynge sammen med Lagerstråle og Manthey og fortsatte noksaa pynteligt Samtalen. Derunder sagde jeg iblandt Andet: Svenskerne ere mig besynderlige. Deres Klagemaal er at de ikke mødes med Velvillie og Kjærlighed nok. Men hvor er det muligt at tro at Sligt kan fremskaffes ved Lov-Bestemmelser, at det ikke maa være Tidens Værk. Saalænge vi ikke ville have al den Kjærlighed
