dag vil den overraske den besiddende klasse med ting som den i sin visdom ikke drømmer om. «Og paa et tredje sted taler Engels om den smilende sorgløshet bourgeoisiet lever i og det paa den grund som er uthulet under deres fødder, og hvis snarlige sammenbrudd er saa sikker som nogen matematisk eller mekanisk lov. — Alt dette er unegtelig uttalelser som tyder paa at Engels trods alt er naadd langt i retning av den historiske determinisme, og at der ikke skulde noget andet og mere til end en Marx’s konsekvente tankegang for at bringe fuld orden og klarhet ind i hans opfatning av de moderne samfundsspørsmaal.
Proletariatets stilling, fortæller Engels, har i England avfødt to bevægelser, det er chartisten som er en egentlig arbeiderbevægelse, og socialismen som er utgaat fra bourgeoisiet.
Chartismens socialisme er raa og uutviklet, og socialismens forstaaelse av arbeiderklassen er liten og ufuldkommen. Socialisterne klager over arbeidernes demoralisation og er blind for fremskridtselementet i denne samfundsopløsning. Socialismen i dens nuværende alt for teoretiske skikkelse vil aldrig bli fælleseie, men naar den har gaat gjennem chartismen og er blit renset for sine bourgeoisielementer og er blit en egte proletarsocialisme, vil den overta en betydelig rolle i det engelske folks utviklingshistorie. «For kommunismen (Marx’s og Engels’s kommunisme) staar ifølge sit princip over kløften mellem bourgeoisiet og proletariatet; den erkjender bare kløftens historiske betydning for nutiden, ikke dens berettigelse for fremtiden. Den vil netop ophæve denne kløft. Den erkjender derfor saalænge kløften bestaar, proletariatets forbitrelse mot sine undertrykkere som en nødvendighet, som den vigtigste løftestang for de begyndende arbeiderbevægelser; men den gaar ut over denne forbitrelse, netop fordi den er en menneskehetens, ikke bare en arbeidernes sak. I det hele falder det ikke en kom-
