anden religion og politik end bourgeoisiet. Arbeideren er mer human end bourgeoisen. Han har ikke denne følelse av ærefrygt for pengene, tilber dem ikke likesom denne som en gud. For ham har de kun værdi fordi han kan kjøpe noget for dem. Hans uvidenhet beskytter ham mot fordomme. Han kjender ikke fanatismen, han lever praktisk bare for dette liv. Den manglende religiøse dannelse bidrar ogsaa til at holde arbeideren fri for nedarvede, stabile grundsætninger og forutfattede meninger, slik som bourgeoisen har dem. — Bourgeoisen er fanget i sine klassefordomme. Han er avdød fra enhver historisk bevægelse. Arbeiderne trær nu i spidsen for den historiske bevægelse.
Hos Marx heter det: «Naar socialistiske forfattere tilskriver proletariatet denne verdenshistoriske rolle, saa sker det ikke fordi de anser proletariat for guder, tvertimot fordi i proletariatets livsbetingelser er alle det moderne samfunds livsbetingelser i deres aller mest umenneskelige form sammentrængt, fordi mennesket i det har mistet sig selv, men tillike vundet ikke bare den teoretiske bevissthet om dette tap, men ogsaa umiddelbart er blit tvunget til oprør mot denne umenneskelighet ved den absolut bydende nød som ikke mer kan avvises, og denne nød er det praktiske uttryk for nødvendigheten.»
Det eneste felt hvor arbeideren kan virke som menneske er altsaa i oppositionen mot hele sin livsstilling. Den første mest ufrugtbare form for oprøret er forbrydelsen, den enkeltes nytteløse protest. Den næste like resultatløse form var oprøret mot maskinerne. Saa kom associationerne, trades-unions, med det formaal at beskytte arbeiderne mot utbytning, fastsætte lønnen, understøtte arbeidsledige. Deres middel var streiker. Disse organisationer blev ikke av lang varighet. Deres historie er en historie om en lang række av nederlag. Arbeiderne vet
