lende statistik. Han fører en ind i en verden avgraa elendighet, i fattige smug, mellem faldefærdige rønner. Han lar en vade i smuds og filler, viser en uttærede ansigter, graableke, magre barn, forkrøblede mennesker. Og efter slik at ha skildret arbeiderklassens elendighet sier Engels: «Den engelske arbeiderklasse staar i mange henseender i spidsen for nationen, «denn Noth lehrt beten, und was mehr ist denken und handeln»[1]. Den engelske arbeider som neppe kan læse og langt mindre skrive, kjender allikevel meget godt sin egen og hele nationens interesse. Han vet ogsaa hvad der er bourgeoisiets specielle interesse, og hvad han har at vente av dette bourgeoisi. «Arbeiderne er legemlig, intellektuelt og moralsk utstødt a den herskende klasse.» Og oversat til Marx’s sprog heter det: «Det er en klasse av det borgerlige samfund.» «Det eneste man anvender paa dem er loven, pisken, den brutale magt,» fortsætter Engels. «Det er saaledes intet at undre sig over naar arbeiderne som blir behandlet som dyr, enten virkelig blir dyr eller ogsaa bare ved det mest glødende hat, ved et stadig indre oprør mot det magthavende bourgeoisi bevarer bevisstheten om, følelsen av sit menneskeværd. De er bare mennesker saa længe de føler hatet til den herskende klasse, de blir dyr saasnart de bøier sig under aaket.» — — «Og Carlyle,» sier Engels videre, «har ganske ret i sin skildring av proletariatet, men han har uret naar han dadler arbeidernes vilde lidenskap mot de høiere klasser. Denne lidenskap, denne vrede, er jo beViset for at arbeiderne føler det umenneskelige i sin stilling, at de ikke vil la sig gjøre til dyr, og at de engang
vil befri sig for bourgeoisiets undertrykkelse. Arbeideren
- ↑ Nøden lærer en at be, og hvad mere er, den lærer en at tænke og handle.
