stor betydning, for «vi tyske teoretikere kjendte alt for lite til den virkelig verden til at de virkelige forhold hadde kunnet drive os til reform av denne slette virkelighet.» — — «Og selv om nu proletarforholdene i Tyskland ikke har naadd den klassicitet som i England, saa har vi dog i grunden den samme sociale organisation som i tidens løp maa bli drevet op til den samme høide som den alt har naadd hinsides Nordsjøen — hvis ikke itide nationens indsigt tar forholdsregler som gir hele det sociale system en ny basis. De samme grundaarsaker som i England har fremkaldt elendigheten og proletariatets undertrykkelse, er ogsaa tilstede i Tyskland og maa med tiden frembringe de samme resultater.»
Ræsonnementet her, og ikke mindst parentesen om nationens indsigt som kan gi hele det nationale system en ny basis, er meget karakteristisk for Engels paa dette tidspunkt. Det viser at han er paa vei mot historiematerialismen, men at han endnu paa langt nær ikke er konsekvent. Det er noget klart i hele hans standpunkt, og følelsen av denne uklarhet blir man ikke kvit naar man skal finde bokens princip. Vi vet at Marx paa dette tidspunkt ikke tror at «nationens indsigt» paa nogen maate vil kunne ændre noget i den sociale utviklings forløp. For ham har f. eks. proletariatets bevisste maal ingen betydning for den historiske utvikling: «hvad det gjælder er hvad det er og hvad det ifølge denne væren historisk er tvunget til at gjøre.» Man er heller ikke sikker paa om Engels virkelig mener at «nationens indsigt» kan være historisk bevægende. Gang paa gang sier han vistnok at alt vil kunne gaa anderledes, hvis den herskende klasse i tide forandrer kurs, men han føier altid til: «det er allerede forsent, revolutionen maa komme.» Det er som om den overbevisning kjendsgjerningerne har tvunget ham ind i, og hans egen vilje til at reformere og hans egne haab
