er en underlig overgang fra den engelske tilegnelse til denne tyske «papirstil»: «Die nachfolgenden Bogen behandeln einen Gegenstand, den ich anfangs nur als einzelnes Kapitel einer umfassenderen Arbeit über die soziale Geschichte Englands darstellen wollte, dessen Wichtigkeit mich jedoch bald nöthigte» o.s.v.[1].
Man spør uvilkaarlig om det virkelig er den samme mand som har skrevet disse to forord. Her kommer den rolige plan, den klare tanke, den ordnende fornuft tilorde. «Ti,» som Engels skriver i brevet til Marx om denne sin bok, «selvfølgelig slaar jeg sækken, men mener æslet, nemlig det tyske bourgeoisi» — og da naturligvis først og fremst det tyske tænkende bourgeoisi, teoretikerne, de filosofisk skolerte tyskere, og Engels synes nøiagtig at vite hvordan han skal komme i kontakt med sit publikum, saavel de engelske arbeidere som det tyske bourgeoisi, d. v. s. hvordan han skal vække deres opmerksomhet, fange deres interesse.
I det tyske forord er Engels videnskabsmanden, som taler til sine likemænd: Arbeiderklassens stilling er den faktiske grundvold, det faktiske utgangspunkt for alle sociale bevægelser i nutiden, fordi den er høidepunktet av vor sociale misère. At erkjende proletariatets stilling er uomgjængelig nødvendig. For bare en slik erkjendelse kan paa den ene side gi de socialistiske teorier, og paa den anden side dommen om deres berettigelse en fast grundvold, og bare den kan gjøre ende paa alle sværmerier og fantasterier pro et contra.
Men i sin klassiske form eksisterer proletariatets stilling bare i det britiske rike. — — — Og for Tyskland har
fremstillingen av de klassiske proletartilstande i England
- ↑ De følgende ark behandler et emne som jeg fra først av vilde fremstille som et enkelt kapitel av et omfattende verk om Englands sociale historie, men dets vigtighet tvang mig dog til o.s.v.
