ret naar de ikke venter nogensomhelst støtte av dem: «Hvad de end sier, deres handlinger griper dem i løgn. Middelklassen har intet andet maal end at berike sig selv ved eders arbeide, saalænge de kan sælge dets produkter, og at fordømme eder til sultedøden, saasnart de ikke kan tjene paa denne indirekte handel i menneskekjød.
Hvad har de gjort for at vise eder den velvilje de snakker om? Har de nogensinde ofret eders lidelser nogen alvorlig opmerksomhet? Har de gjort noget andet end at betale utgifterne ved et halvt dusin undersøkelseskommissioner, hvis voluminøse indberetninger er dømt til en evig slummer blandt makulatur paa hylderne i «Homeoffice»?[1] Har de gjort saa meget som av disse blaabøker at sætte sammen en eneste læseværdig bok, hvor hvemsomhelst paa en letvindt maate kunde faa litt kundskap om de forhold det store flertal av «free-born Britons»[2] lever under? Nei — de har overlatt det til en utlænding.»
Dette forord gir os straks oplevelsens intensitet hos Engels, hans lidenskap for livets realiteter, og følelsen av denne blir ikke mindre ved læsningen av boken. Den utdypes endda mer, besætter en, slik at man naar man er færdig med den, synes man selv har oplevet noget med en uhyre intensitet. Et mesterlig agitationsskrift, og allikevel et videnskabelig verk, som det ikke er vanskelig at finde den rolig løpende plan i og den sikkert ordnende, videnskabelig skolerte forstand.
Det tyske forord anslaar straks en rolig, nøktern, næsten tør tone. Men det er jo ogsaa rettet til de tyske teoretikere, «filistere» som Marx og Engels sikkert har kaldt
dem naar de snakket om dem paa tomandshaand. Det
