gripe ind og ødelægge naturlovene. Aandens lov skal herske. Marx bygger videre paa det som Engels fordømmer, fordi det er dette som er, og hvad det gjælder er hvad noget er, og hvad det ifølge denne væren er tvunget til at gjøre. Bourgeoisisamfundet bærer i sig spiren til det nye samfund, og dette nye samfund maa komme fordi det gamle er.
Det er sikkert ikke tilfældig at det er det Engels fordømmer som Marx smelter ind i sit historiske syn, at det er den deterministiske linje, den ifølge Engels umoralske linje i den historiske utvikling, som Marx bygger videre paa. Man kan kanske si om Marx at han var determinist av natur, at han ifølge sine anlæg var forutbestemt, naturligvis ikke med hensyn til sit livsvirke, med med hensyn til sit livssyn. Om Engels kunde man tænke sig at han muligenss kunde havnet ved et andet livssyn end det han blev hængende ved. Men det er sandsynlig at Marx selv bevisst har følt: Ifølge det jeg selv er, tvinges jeg til at tænke slik som jeg tænker. Der maa ha været en sterk overensstemmelse mellem hans eget livssyn og hans historiske syn. Han maa ha oplevet historien paa sig selv. Kanske er det det som er hemmeligheten ved den underlige overbevisningens magt som ligger gjemt i disse hans ofte saa tunge og vanskelige filosofiske formler, og derfor er det vel at man, naar man har levet sig ind i Karl Marx’s personlighet, kan forutsi hvad han maa vælge, og hvad han maa vrake av det som møter ham i form av «paavirkning». Om Marx tør man kanske si: han paavirkes ikke, han bare oplever det han ifølge sin natur er tvunget til at opleve. Og like saa sandsynlig som det er at Marx vilde blit det han blev uten Hegel, like saa sandsynlig er det at han vilde blit det han blev uten Engels, kanske bare ad flere omveie, gjennem flere kampe. For i Marx’s liv har Engels virket som noget av en forløser. Han har
