er noget som ikke skulde være slik, en feil man skulde rette paa, noget som hænger sammen med menneskenes synd og derfor noget umoralsk, det er for Marx det ene store, den uavviselige nødvendighet. Slik er det og slik maa det være. Og det er godt at det er slik, for netop nutidens elendighet er drivkraften mot det nye som maa komme.
Proletariatet kan og maa befri sig selv, sier Marx i teorien fra «Die Heilige Familie». Det maa befri sig selv fordi det tvinges til det av den absolut bydende nød, det praktiske uttryk for nødvendigheten. Og det som frembringer denne nød, er privateiendommen, som i sin nationaløkonomiske bevægelse driver sig selv mot sin egen opløsning, idet den frembringer proletariatet som proletariat, den elendighet som er sig sin egen aandelige og fysiske elendighet bevisst.
Hvad den ene eller anden proletar eller endog hele proletariatet tænker sig som maalet har i denne forbindelse ingenting at si. Hvad det gjælder er hvad det selv er, og hvad det ifølge denne væren historisk er tvunget til at gjøre. Dets maal eg dets historiske rolle er slaaende og ugjenkaldelig forutsagt i dets egen livssituation som i det nuværende borgerlige samfunds hele organisation.
Paa dette punkt skulde man ha lov til at spore Engels’s indflydelse. Marx viser sig her som en konsekvent historisk determinist. Og denne determinisme har han baade lært og ikke lært av Engels. I Engels’s skisse løper saa at si to livssyn parallelle. Det ene fordømmer det andet. Det ene hersker i bourgeoisisamfundet; det er laissez-faire livssynet, som lar naturlovene raade, naturlovene som frembringer det forunderlige forhold at et folk sulter av idel overflod og rigdom. Engels fordømmer det livssyn som taaler et slikt samfund. Menneskene skal med sin aand
