gjennem en spillebules aapne dør en sen kveldstund. Dette glimt var for geniet nok til at gi ham oplevelsen av spillebulens sjæl. Slik var det ogsaa med Marx. Flygtige glimt av tidens liv, aabenbaret ham noget av tidens sjæl. Steffen sier: «Først gjennem at studere aktstykket av 1844 forstaar man rigtig, hvad uttrykkene i manifestet indebærer», men jeg tror man kommer sandheten nærmere ved at snu op ned paa denne paastand og si: Først ved at studere manifestet forstaar man hvad uttrykkene i aktstykket av 1844 indebærer. De indebærer nemlig en oplevelse, endnu saa dunkel og anelsesfuld at formen kanske spiller mester og gir det utseende av at der ligger intet levende liv i den. Men jo flere glimt desto intensere oplevelse, desto klarere utsyn, desto mere glødende personlighetspræget form, desto mere ubrytelig sterk konsekvens. Og det er disse flere glimt, denne sterkere rent erfaringsmessige oplevelse som ligger mellem aktstykket av 1844 og manifestet. Manifestet gir høidepunktet av den oplevelse som var begyndt i Marx i aktstykket av 1844.
Der er mellemstationer mellem aktstykket av 1844 og manifestet av 1847—48. En av dem er proletarteorien i den form den har i «Die Heilige Familie» og som jeg ovenfor har gjengit. At Marx i tiden mellem «Deutsch—Französische Jahrbücher» og «Die Heilige Familie», har faat glimt av noget som har gjort hans indre oplevelse av hans egen tid klarere og mere detaljeret, er ikke vanskelig at paavise, og det turde være sandsynlig at det er Engels som har holdt døren paa gløt for Marx og dermed formidlet Marx’s forsterkede oplevelse av tidsalederens inderste liv.
«Saavidt jeg vet,» sier Steffen, «kjender vi ikke tilstrækkelig arbeidsforholdene i Tyskland 1840—44 til at kunne avgjøre om Marx fra dem kunde hente stof til en saa pessimistisk proletarteori som den ovenfor formulerede
