Ifølge Steffen brukte «denne ildsjæl» hele sit liv til at faa den kabal til at gaa op som han la efter den Hegelske metode. Historien vilde være en forunderlig komedie om en saa lavtliggende, en saa primitiv ærgjerrighet skulde bli historisk bevægende. Det er vanskelig rent logisk at bevise at Steffen ikke har ret. Men forsøksvis kan man gaa en anden vei ved studiet av Marx og hans system: Veien fra Karl Marx’s personlighet til hans lære. Man kan i de Hegelske former bare se skallene om det indhold som Marx ifølge sin personlighet maatte lægge i dem, man kan gjennem skallet føle geniets anelsesfulde oplevelse av dets egen samtid, dets fortid og fremtid. Werner Sombart deler videnskapsmændene i «Naturforscher» og «Menschheitsforscher» og han sier: «Menneskeforskeren behøver ikke at være nogen stor regnemester, nogen stor abstrahist. Men han maa være en stor oplever. Livets elv maa strømme gjennem ham. Han maa levendegjøre menneskeverdenen inde i sig selv og maa gjenopvække den i os ved sin fremstillingskraft, saa den ogsaa for os blir en oplevelse. Derfor maa der flyte blod og ikke blæk i hans aarer.»[1] Det er slik reaktionen mot Steffens syn paa Marx tar form i en, og man forstaar at den kommer mer uhildet til studiet av Marx som ikke kjender Hegel saa godt at han ikke hører Marx’s hjerte banke «durch alle mystische Hegelei, durch alle verzopfte Systembildung, durch alle scholastische Dogmenregistrirung.» Det er ogsaa Werner Sombart som stiller den største sociale tænker sammen med den største sociale digter: Karl Marx — Emile Zola. Og om Zola fortælles det at hans mesterlige skildring av spillebulens liv ikke som man skulde tro, har en grundig indlevelse i
spillelivet som grundlag, men et eneste flygtig glimt ind
- ↑ W. Sombart. Das Lebenswerk von Karl Marx, Jena 1909.
