linjer uten at undre sig over overensstemmelsen ikke bare i tankegangen, men endog i selve uttrykkene mellem dette rent filosofiske indlæg av 1844 og det agitatorisk-politiske av 1847—48. Først ved at studere aktstykket av 1844 forstaar man rigtig hvad uttrykkene i manifestet av 1847 egentlig indebærer. Særlig betydningsfuldt er det at iagtta hvorledes Marx i sin Hegelkritik av 1844 deducerer frem begrepet «proletariat» ved hjælp av en rent hegelsk metode. Marx mangler endnu de omfattende og fordypede nationaløkonomiske kundskaper, gjennem hvilke et proletariatbegrep i fuld overensstemmelse med virkeligheten kan vindes. Aar 1844 «konstruerer» han proletariatet som den rent logiske motsætning til alle klasser i det borgerlige samfund og dermed som den rent logiske motsætning til det borgerlige samfund overhode.»[1]
Steffen har den blinde tro paa den empiriske metode som den eneste vei til sandheten. I et saa indsnevrende syn paa livet skrumper en mand som Marx ind til noget meget ubetydelig. Der skal ikke nogen overdreven belastning av logisk skarpsindighet til for at faa en slik reduktion til at virke meget overbevisende, hvis ikke Marx’s egen personlighet stillet sig op som et motargument man ikke uten videre kan komme forbi.
Kanske er det farlig — som Steffen synes at ha gjort — at komme fra det grundige kjendskap til Hegel, hans metode, hans system og til Marx’s skrifter. Han ser ikke først og fremst Marx selv, hans personlighet, hans maate at møte livet paa, hans trang, hans maal, hans livsvilje, men Hegel, Hegels metode, Hegels former. Og Marx blir en liten scholastiker, hans virke blir en lek med former for formernes egen skyld, et uværdig pusleri, et tidsfordriv som kanske kan stilles paa høide med det at lægge kabaler.
- ↑ St. M. og Mater. side 31.
