saavel proletariatet som den motsætning som betinger det, nemlig privateiendommen, være forsvundet. Naar socialistiske forfattere tilskriver proletariatet denne verdenshistoriske rolle, saasker det ikke fordi de anser proletariatet for guder, tvertimot, fordi i proletariatets livsbetingelser er alle det moderne samfunds livsbetingelser i deres aller mest umenneskelige form sammentrængt, fordi mennesket i det har mistet sig selv, men tillike vundet ikke bare den teoretiske bevissthet om dette tap, men ogsaa umiddelbart er blit tvunget til oprør mot denne umenneskelighet ved den absolut bydende nød som ikke mer kan avvises, og denne nød er det praktiske uttryk for nødvendigheten. Derfor kan og maa proletariatet befri sig selv. Men det kan ikke befri sig selv uten at ophæve sine egne livsbetingelser, og det kan ikke ophæve sine egne livsbetingelser uten at ophæve alle umenneskelige livsbetingelser i det moderne samfund. Hvad den ene eller anden proletar eller endog hele proletariatet tænker sig som maalet, har i denne forbindelse ingenting at si. Hvad det gjælder er hvad det selv er og hvad det ifølge denne væren historisk er tvunget til at gjøre. Dets maal og dets historiske rolle er slaaende og ugjenkaldelig forutsagt i dets egen livssituation som i det nuværende borgerlige samfunds hele organisation»[1].
Marx finder det ikke nødvendig at fremstille, hvorledes en stor del av det engelske og franske proletariat allerede er sig i sin historiske opgave bevisst og stadig arbeider paa at bringe denne bevissthet til fuld klarhet.
I sin ovenfor omtalte bok spør Gustav Steffen efterat han har gjennemgaat proletarteorien i dens oprindeligste form i «Deutsch—Französische Jahrbücher»: «Hvilken
kjender av «Det kommunistiske manifest» kan læse disse
- ↑ Nachlass II side 131 flg.
