saa uforholdsmæssig stort omfang, fortæller om hvor Marx var blind for alle praktiske hensyn, naar han hadde fundet et stof som han kunde bøie under sin tanke.
Paa samtiden virket den da ogsaa som star staahei for ingenting; saa meget mere som Bruno Bauers «Allgemeine Literaturzeitung» imidlertid var avgaat ved døden. Men for den som vil studere veksten i Marx’s historiske syn, har den som Mehring saa sterkt betoner, den største betydning, og ikke mindst for den som vil studere dette med henblik paa i hvor høi grad Engels har virket ansporende paa Marx fra det første øieblik han traadte ind i hans liv gjennem avhandlingerne i «Deutsch—Französische Jahrbücher» og gjennem samværet i Paris.
Marx holder her avregning med sin filosofiske fortid, og det nye syn vokser sig sterkt i ham, idet han slaar det gamle ihjel. Og mens han drar paa felttog mot abstraktionens ytterste forposter, sitter Engels hjemme i Barmen og skriver «et sandt synderegister for det engelske bourgeoisi» i sin bok «Die Lage der arbeitenden Klasse in England». «Die Heilige Familie» og denne Engels’s bok som er skrevet nogenlunde samtidig og umiddelbart efterat den første mundtlige tankeutveksling mellem dem har fundet sted og den skriftlige har antat en regelmæssig karakter, maa man da paa forhaand anta vil aabenbare dette «unser Prinzip»[1] som Engels taler om i sit første brev til Marx efter samværet i Paris. Paa bakgrund av det idégrundlag «Deutsch—Französischer Jahrbücher» byr os saavel for Marx’s som for Engels’s vedkommende, vil man da kunne konstatere om de to allerede paa dette tidspunkt, altsaa gjennem «Deutsch—Französische Jahrbücher» og ved samværet i Paris, har virket ansporende paa hinanden, og i hvilken grad og i hvilken retning den gjensidige indflydelse har gjort sig gjældende.
- ↑ Vort princip.
