schaft»[1] De har opdaget at de har et princip sammen. I Wupperthal fortæller Engels — der hvor han hører hjemme — har forholdene forandret sig saa meget i de aar han har været væk. Industrien har tat et vældig opsving: «Hier bereitet sich ein prächtiger Boden für unser Princip vor,»[2] sier han. Hvilken andel Marx og Engels hver for sig har i dette princip, og hvad dette princip gaar ut paa, maa en undersøkelse av de verker kunne vise som Marx og Engels hver for sig utarbeidet efterat Engels var kommet hjem til Barmen.
Allerede under samværet i Paris var det direkte samarbeide begyndt, idet de ta planla en brosjyre mot sine tidligere meningsfæller Bruno Bauer og konsorter. Disse utgav et tidskrift «Allgemeine Literaturzeitung», en ørken av tysk abstraktion og «blodløs aand, som bare i sin indbildning har aand, som istedenfor det virkelige individuelle menneske sætter «selvbevisstheten» eller «aanden». «Det er denne karikatur av spekulationen vi bekjæmper i den Bauerske kritik,» sier Marx i forordet til denne brosjyre som kom ut under titelen «Die Heilige Familie oder Kritik der kritischen Kritik»[3]. Engels hadde allerede under opholdet i Paris utarbeidet sin part av boken, en ganske forsvindende del av det hele, som vokste ut over alle rimelige grænser for et saa polemisk verk.
Engels synes allerede meget snart at ha hat en følelse av at boken nok kunde bli et slag i luften. Alt i det første brev til Marx antyder han dette ganske forsigtig: «Om Bauers hører man ingenting her, ikke et menneske vet nogenting om dem» — et lite vidnesbyrd om Engels’s nøkterne og praktiske syn, mens det faktum at brosjyren
ikke alene kom til at se dagens lys, men at den fik et
