Engels gir dem sin ret. Han erkjender at de virkelig har utrettet noget. De har avsløret sit eget samfunds love, men de har ikke prøvet præmisserne, har ikke undersøkt den grundvold som hele deres nationaløkonomiske overbygning hviler paa, nemlig privateiendommen. Det er det Engels vil gjøre. Han vil undersøke grundkategorierne, aapenbare den motsigelse som er kommet ind i samfundet ved handelsfrihetens system og trække konsekvensen av begge sider av motsigelserne.
Privateiendommen er det som er roten til al motsigelse i samfundet. Blir bare den ophævet, vil alt bli bra. «Fordi privateiendommen isolerer hvert enkelt individ, og fordi enhver allikevel har samme interesse som sin nabo, saa staar grundeier mot grundeier, kapitalist mot kapitalist, arbeider mot arbeider. I dette de like interessers finedtlige forhold til hinanden netop paa grund av deres likhet er den umoral som hittil har eksisteret i det menneskelige samfund fuldendt, og denne fuldendelse er konkurransen. Konkurransens lov er at tilbud og efterspørsel altid og netop derfor aldrig dækker hinanden. Tilbudet er altid like i hælene paa efterspørselen, men kommer aldrig hilt til at dække den, det er enten for stort eller for lite, aldrig helt i overnesstemmelse med efterspørselen, fordi i denne menneskehetens ubevisste (bewusstlos) tilstand intet menneske vet hvor stor den ene eller den anden er. Denne lov med den stadige utjevning, hvor det som tapes paa ett punkt vindes igjen paa et andet, er i økonomens øine vidunderlig, og allikevel ligger det klart i dagen at denne lov er en naturlov og ingen aandens lov. En lov som frembringer revolution[1]. Økonomen kommer med sin pene teori om tilbud
og efterspørsel, beviser at der aldrig kan produceres
- ↑ Uthævet her.
