yndlingsmaxime er: Nihil humani a me alienum puto. Hans yndlingsmotto: De omnibus dubitandum[1] Forstaa alt, kjende alt og hvile paa alt. Og allikevel maa man si at tvilen førte til noget positivt hos Marx. Det er den brede plads Marx gir det negative, det ufuldkomne, det elendige i sin verdensanskuelse som gir den dens vældige, storstilede præg, det at han ikke benegter det onde men sier ja til det. Og det hænger sikkert sammen med Prometevsdragene i hans natur, hans overskid av kraft. For den som har overskud av kraft vil altid være begavet med en speciel form for ærgjerrighet: den at gjøre noget ut av intet eller av en ubekvem materie. Det er ut fra helt andre sjælelige forutsætninger at Engels bøier sig for Feuerbach som for en autoritet: Er tvilen grunddraget i Marx’s livsfornemmelse, er den sandsynlig at troen er det i Engels’s. For ham er mennesket gud, fordi han tror paa menneskenaturens herlighet. For Engels har efter alt at dømme et overskid av godhet, og overskud av godhet skaper tro. «Menneskets eget væsen er meget herligere, meget mere ophøiet end alle mulige guders imaginære væsen», sier han selv. Og med en næsten naiv og ubetinget hengivelse i Feuerbachs lære, med usvigelig tillid til at det Feuerbach har fundet frem til er en evig, almengyldig, ganske ubestridelig sandhet, retleder han — kanske med en litt ungdommelig overlegenhet — profeten Carlyle. Carlyle mener jo at elendigheten skriver sig fra menneskehetens mangel paa religion. Men Engels klapper ham bare venlig paa skulderen og sier: «Fordi vi vet at al denne (tidens) løgn og umoral kommer av religionen, at det religiøse hykleri, teologien, er urtype for al anden løgn og hykleri, har vi ret
til at kalde al nutidens samlede løgn og hykleri for teologi,
- ↑ Die Neue Zeit 31. 1. side 886.
