tikeren, og de to utfylder hinanden. Den ene støtter med sin styrke det som er det svakeste i den anden. Det er realiteterne Engels hjælper Marx med, det er lovene Marx hjælper Engels med. Derfor er det langt lettere at konstatere hvad Engels har tilført Marx end paavirkningen den omvendte vei.
Artiklen om Carlyle er først og fremst et journalistisk mesterstykke, om man med journalistik mener evnen til at utnytte andres tanker til sine egne formaal, eller evnen til selv at tænke i andres tankeformer. Engels har nemlig et formaal, at gjøre menneskene til socialister, og til dette formaal benytter han Carlyle og Feuerbach. Naar man læser artiklen vet man ikke rigtig om han har skrevet om Carlyle for at benytte Feuerbach, eller om han har skrevet om Feuerbach for at benytte Carlyle, eller om han har benyttet begge to for at agitere for socialismen. Det sidste er vel det sandsynlige, eller rettere ingen av delene er sandsynlige, da artiklens form naturligvis ikke er produktet av nogen slik bevisst reflektion. Engels har journalistens evne til at benytte det som sidst har fanget hans opmerksomhet til at gi uttryk for det han selv har paa hjertet. Med Carlyle har Engels en ting fælles, det er lidenskapen for livet, sansen for realiteterne. Derfor har Carlyle fanget ham. For han har set det Engels selv har oplevet av det engelske samfund, av dets uretfærdighet, av al den elendighet det rummer i sig: Et dovent grundeiende aristokrati som ikke engang har lært at holde sig i ro og la være at gjøre fortræd, et «arbeidende» aristokrati, som er nedsunket i mammonisme, som burde være en forsamling av arbeidsledere, av «industrifeltherrer» men bare er en hop av industrielle røvere, et parlament valgt ved bestikkelser, en laissez-faire livsfilosofi for lediggjængere, en forslitt religion, en total opløsning av alle almenmenneskelige interesser, en almindelig tvil
