befordringsmiddel i sin sandhetssøken, og hans endelige underkastelse under Hegel er resultatet av den forfærdeligste kamp, den unge Prometevsnaturs første store nederlag. For Marx er Prometevsnaturen som vil røve ilden fra guderne for selv at skape; han vil med Goethes «Prometevs» kunne si: «Hab ich nicht alles selbst vollendet, heilig glühend Herz?» Man kan indvende at Hegels lære i 30-aarene herjet det tyske aandsliv som en epidemi, og at Marx bare var en av de mangfoldige angrepne, at Hegelianismen var en strømning i tiden som tidens barn like saa vanskelig kunde komme utenom, som enhver tids barn kan komme utenom de til enhver tid beherskende moder i klær. Men alt tyder paa at Marx’s forhold til Hegelianismen er meget mer personlig end godtfolks forhold til en mode, det være sig paa aandslivets eller klædedragtens omraade, at Hegel var noget andet og mere, eller kanske noget andet og mindre i Marx’s liv end en del av den aandelige milieu som skal ha skapt ham. Hvorfor blev Marx’s første forhold til Hegel en kamp? Fordi han var Prometevsnaturen som selv vilde fuldende alt. Hvorfor seiret Hegel i kampen? Fordi Hegel hadde noget at gi ham som han hadde bruk for, et befordringsmiddel det faldt ham naturlig at bruke paa sin vei mot sandheten, et redskap han bekvemt og naturlig kunde haandtere under sin skapervirksomhet. Beseiret følte han sig, fordi han ikke selv hadde fuldendt alt, fordi han ikke selv hadde fundet frem til den metode som var som skapt av hans eget behov. Naar Steffen slutter slik: metoden er absurd, ergo et resultat umulig, kan man spørre: Har man lov til at dømme resultatet efter den maate resultatet er naadd paa, naar dette i og for sig indebærer en sandhet?
Portrætlikheten i et maleri avhænger ikke av den metode kunstneren anvender for at opnaa den. Det
