imperativ at omstyrte alle de forhold i hvilke mennesket er et fornedret, et trælbundet, et forlatt, et foragtelig væsen. Og hvordan skal Tyskland naa til denne almindelige menneskelige emancipation, som er noget meget større og meget mere end den delvise, den politiske revolution, slik som den franske revolution var det? «Jo ved dannelsen av en klasse med radikale lænker, en klasse av det borgerlige samfund som ikke er nogen klasse av det borgerlige samfund, en stand som er opløsningen av alle stænder, en sfære som har en universel karakter paa grund av sine universelle lidelser, en sfære som ikke kan befri sig uten derigjennem at befri alle andres sfærer i samfundet. Denne opløsning av samfundet som særegen stand er proletariatet. Proletariatet begynder først at bli til i Tyskland ved den indbrytende industrielle bevægelse. Og i dette proletariat finder filosofien sine materielle vaaben, og saasnart tankens lyn har slaat ned i den naive folkegrund, vil tyskernes emancipation til mennesker fuldbyrdes.» Dette er den første formulering av Marx’s proletarteori, og som Gustav Steffen i sin bok om Marx og materialismen viser, kjernen i hans historie-materialisme. Og da kjernen er en hegelsk konstruktion, mener Steffen, maa ogsaa hele det system være det som er blit til for kjernens skyld. «Det synes mig», sier Steffen, «at være umulig at komme til nogen anden opfatning end den at Marx’s historiematerialisme fra begyndelsen til slutten er en høist naiv reaktion mot — eller som han selv aldrig blir træt av at gjenta — en paa hodet stillen av Hegels ytterst urimelige formulering av idealismen.»[1] «Er det sandsynlig at man faar tak i sandheten, fortsætter han,
ved at vende op ned, ut ind paa en absurditet? Er en
- ↑ Steffen: Marx og materialismen, side 101.
