Det vil vise sig at menneskeheten ikke begynder noget nyt arbeide, men med bevissthet fuldender det gamle. Vort blads tendens kan sammenfattes i dette ord: Selbstverständigung der Zeit über ihre Kämpfe und Wünsche»[1] — Det blev ikke bare programmet for Deutsch-Französische Jahrbücher. Det blev programmet for hele Karl Marx’s virksomhet. — I jordens jammerdal, i nutidens egen elendige tilstand finder Marx haabet for fremtiden. Og i sin «Kritik av den Hegelske retsfilosofi» — den ene av hans artikler i Deutsch-Französische Jahrbücher — gir han os en nærmere forklaring av dette underlige paradoks. Som tysker ligger det ham nærmest at ta fat i det stykke jordisk jammerdal som omfatter Tyskland, og ut fra de elendige forhold her slutte sig til haabet for Tysklands fremtid. Men den tyske politiske virkelighet er saa langt agterutseilet av den politiske virkelighet i de vesteuropæsike kulturland at man ikke ved kritikken av den kan slutte sig til det som nødvendigvis maa bli Tysklands nærmeste fremtid. Det er den tyske histories ideale forlængelse filosofien han maa kritisere. For Tyskland har i sine principper naadd længer end de vesteuropæiske land i praksis. Og spørsmaalet blir da om Tyskland kan naa op til en praksis som svarer til dets principper, d. v. s. til en revolution som ikke bare hæver det op paa de moderne folks nivaa, men som hæver det op til den menneskelige høide som vil bli disse folks nærmeste fremtid. Er der i Tyskland muligheter for en radikal revolution, spør saa Marx videre. Ja mener han, fordi den tyske teori er radikal. Beviset for dens radikalisme er dens positive ophævelse av religionen. Kritikken av religionen ender med den lære at for mennesket
er mennesket det høieste væsen, altsaa med det kategoriske
- ↑ Nachlass I, side 368 f. At faa tiden til selv at forstaa sin kamp og sine ønsker.
