trøstesløse lænke, men for at de skal befri sig for lænken og plukke de levende blomster»[1].
Som en fællestitel for de Marx Engelske artikler, i «Deutsch-Französische Jahrbücher» kunde man sætte: «Kritik av jordens jammerdal». Men hvad skulde saa en kritik av jordens jammerdal føre til? Var det ikke den mest frugtesløse av al frugtesløs virksomhet? Dette spørsmaal besvarer Marx i den brevveksling som danner indledningen i tidsskriftet, og som gir dets program. «Lad de døde begrave sine døde», skriver han til Ruge som har sunget en gravsang over de elendige tyske forhold. «Vor misundelsesværdige lodd skal det være som de første at gaa levende ind i det nye liv. De kan ikke si om mig at jeg sætter nutiden for høit, og naar jeg dog ikke fortviler over den, er det dens egen fortvilede tilstand som fylder mig med haab. Fra vor side maa den gamle verden bli trukket fuldstændig ind i dagslyset og den nye positivt bygges op — — » «Vi sier ikke til verden», fortsætter han i det samme brev, «vi sier ikke til verden: la være at kjæmpe; vi viser den bare hvorfor den egentlig kjæmper, og den bevissthet er noget den maa tilegne sig, selv om den ikke vil. At reformere bevisstheten vil bare si at la verden bli sig sin egen bevissthet bevisst, at man vækker den op av drømmen om sig selv, at man forklarer for den dens egne handlinger. Vort valgsprog maa være: Reform av bevisstheten, ikke ved dogmer, men ved analyse av den mystiske sig selv uklare bevissthet, hvad enten den nu optrær religiøst eller politisk. Det vil vise sig at verden forlængst har drømmen om en ting som den bare maa faa bevissthet om for virkelig at eie den. Det vil vise sig at det ikke gjælder en stor tankestrek mellem
fortid og nutid, men fuldbyrdelsen av fortidens tanker.
- ↑ Nachlass I, side 384 f.
