navn som «Kristendommens væsen» og «Teser til reform av filosofien». Hans livs verk var at «avskaffe religionen», trække grunden unda den, henvise menneskene til deres egen kraft og styrke. Hittil sier Engels[1] har spørsmaalet altid været: Hvad er Gud? og den tyske filosofi (Feuerbach) har løst spørsmaalet slik: Gud er mennesket. Mennesket har bare at erkjende sig selv, maale alle sine livsforhold paa sig selv og bedømme dem overensstemmende med sit væsen, indrette verden efter sin naturs behov virkelig menneskelig, saa har det løst vor tids gaade. Ikke i hinsidige eksistensløse regioner, ikke utover tid og rum, ikke hos en gud som er i verden eller utenfor den, er sandheten at finde, men meget nærmere — i menneskets eget bryst. Menneskets eget væsen er meget mere ophøiet, meget herligere end alle mulige «guders» imaginære væsen, som jo bare er et mere eller mindre uklart, mere eller mindre fordreiet billede av mennesket selv. Og slik uttrykker Marx det Feuerbach har lært ham: «Fundamentet for den irreligiøse kritik er: Mennesket lager religionen, religionen lager ikke mennesket. Den religiøse elendighet og protesten mot den virkelige elendighet. Religionen er det forpinte menneskes suk, den er en hjerteløs verdens gemyt, den er aandsforlatte tilstandes aand. At ophæve religionen som folkenes illusoriske lykke er det samme som at forlange deres virkelige lykke. Det er det samme som at opgi en tilstand som trænger illusionen. Kritikken av religionen er altsaa spiren til kritikken av den jammerdal hvis helgenglorie religionen er. Kritikken har plukket itu menneskelænkernes fantasiblomster,
ikke for at menneskene skal slæpe paa den fantasiforlatte,
- ↑ I artiklen om Carlyle — Nachlass I, side 486.
