ad politisk vei; ti da de ikke var fornøiet med politisk frihet og likhet, forlangte de ogsaa den sociale. Tyskerne endelig kom til kommunismen over filosofien, idet de gik principmæssig frem.
Han gaar derefter over til at skildre socialismens utvikling i Frankrig, idet han gjennemgaar de vigtigste av de franske socialistiske systemer. Han begynder med den store revolition. Den franske revolution betegner demokratiets opkomst i Europa. Demokratiet er som enhver anden regjeringsform i sig selv en motsigelse, en usandhet, i grunden ikke andet end hykleri (eller som vi tyskere uttrykker det teologi)[1]. Politisk frihet er falsk frihet, værre end det værste slaveri. Med den politiske likhet staar det ikke bedre til. Derfor maa demokratiet likesom enhver anden regjeringsform tilslut gaa istykker. Hykleri kan ikke bestaa; den motsigelse som ligger skjult i det, maa komme for dagen. Enten slaveri, d. v. s. utilhyllet despoti, eller sand frihet og sand likhet, d. v. s. kommunisme. Begge dele er konsekvenser av den franske revolution. Napoleon trak den første, Babeuf den anden. Om Babeufvismen kan jeg fatte mig i korthet, da Buonarottis skildring av hans sammensværgelse foreligger paa engelsk. Det kommunistiske anslag mislykkedes, fordi kommunismen dengang var meget raa og overfladisk, og ogsaa fordi menneskeaanden endnu ikke var utviklet nok for den[2].
Det er værdt at lægge merke til dette ræsonnement hos Engels, saa meget mere som den franske revolution for Marx blev det stof han først med nogenlunde klarhet formet sin historiske opfatning over. Hos Engels er der i denne
artikel ikke gnist av det som kunde ligne den material-
