istiske historieopfatning, ikke tegn til det intuitive blik paa historien som alt tidlig var utpræget hos Marx. For Engels er paa dette tidspunkt enhver regjeringsform i sig selv en motsigelse. Han gjør intet forsøk paa at forstaa regjeringsformerne ut fra givne forhold. Men det var netop trangen til at finde alt menneskelig sikkert grundfæstet, hvilende paa den samme solide grundmur som drev Marx til at skape den materialistiske historieopfatning. At Babeufs sammensværgelse mislykkedes fordi hans kommunisme var raa og overfladisk og menneskene ikke utviklet nok for den, er ogsaa et ræsonnement som viser hvor fjernt Engels dengang (1843) var fra den historieopfatning som i Det kommunistiske manifest bærer hans og Marx’s navn.
Efter omtalen av Babeuf gaar Engels over til en fremstilling av Saint-Simons og Fouriers systemer. Skjønt Saint-Simon er den mest geniale av de to, er hans lære efter Engels’s mening bare socialpoesi. Fouriers er socialfilosofi, for naar man hos ham skjærer væk alt som smaker av uklar og overspændt mysticisme, blir der noget tilbake: videnskabelig forskning, nøktern, ukunstlet, systematisk tænkning. Engels gaar med paa Fouriers forherligelse av frihet i valg av arbeide, hans fremhævelse av associationens nødvendighet, men kritiserer som indre motsigelse i hans system at han ikke tænker paa ophævelse av privateiendommen. I hans phalansteres føres sammen fattige og rike, kapitalister og arbeidere. Alle medlemmers eiendom blir samlet i et fælles fond; kolonien driver handel, industri og akerbruk, og utbyttet fordeles blandt medlemmerne; en del som arbeidsløn, en del som belønning for dygtighet, en del som kapitalprofit. «Efter alle de pene teorier om association og frihet i valg av arbeide, efter saa mange høitidelige forargelsens taler mot handelen, mot egoismen, mot konkurransen ser vi nu ikke noget andet end det gamle
