andet til kar, ikke bare det at jeg skriver mere til dere end dere fortjener, og at jeg gjør mig bekjendt med hele verdenslitteraturen, men jeg skaper mig ogsaa i det stille et berømmelsens mindesmerke, som, hvis nemlig ikke censuren forvandler den lynende staalglans til hæslig rust, med klar, ungdommelig glans vil skinne gjennem alle land undtagen Østerrike. Det gjærer og koker i mit bryst, det gløder i mit undertiden berusede hode ganske usedvanlig, jeg længes efter at finde en stor tanke som avklarer gjæringen og puster gløden op til lys flamme. Et storslagent stof mot hvilket alt det tidligere bare var barnelek, kjæmper sig frem i min aand. I en eventyrnovelle eller noget sligt vil jeg anskueliggjøre de moderne anelser som viste sig i middelalderen, jeg vil opvække de aander som banket efter forløsning under den haarde jordskorpe begravet under kirkernes og borgfængslernes fundamenter. Jeg vil i alle fald forsøke at løse en del av Gutzkows opgave: den sande anden del av Faust, Faust ikke mere egoist, men ofrende sig for menneskeheten staar endnu tilbake at skrive.» Spøk og alvor gaar i ett. Den spøkende tone brevet sætter ind med, og den stigende patos i fremstillingen av fremtidsplanerne er ungguttens gjøn med sine egne vilde drømme.
Disse Engels’s ungdomsbreve vil i det væsentlige gi Mehring ret i hans gjætning. Engels har ikke som Marx hat voldsomme ungdomskampe. Saavidt man kan se, er grundstemningen i hans unge utviklingsaar glæden ved utfoldelsen. Han «antar», «optar i sig», «gjør til sit» det som strømmer ind paa ham og berører ham sympatisk, for straks efter at skyve det væk og gi plads for noget som gir ham endnu større utsyn over livet, undnu større vekstglæde. En av vennerne beskylder ham i et brev for ret som det er at gi tidsaanden et spark for at faa litt større fart i utviklingen. Engels benegter det energisk: «Kjære menneske, hvad lager du dig for et vrængebillede av min
