system i sig. Den Hegelske gudside er allerede blit hans, og han træder saaledes ind i de «modern panteisters række» vel vidende at bare ordet panteisme vækker en kolossal avsky hos de ikke tænkende prester. Han læser hver aften pligtskyldigst i Hegels historiens filosofi: «die ungeheuren Gedanken packen mich auf eine furchtbare Weise»[1], og han har det mest selvbevisste haab om engang at bli «den moderne pantheismes» lyriske digter. En viss pastor Malet har kaldt Hegels system for «løs tale». Det vilde være ilde hvis det var saa, mener Engels; «hvis blokkene faldt fra hverandre, disse granittanker, saa kunde et eneste fragment av denne kyklopiske bygning slaa ihjel ikke bare pastor Malet, men hele Bremen; hvis f. eks. den tanke at verdenshistorien er en utvikling av frihetens begrep, med al sin magt faldt ned i hodet paa en bremisk pastor — hvor vilde han ikke sukke.»
Saa mangeartet er det tankestof som gaar gjennem den unge handelskomis’ hode der han sitter paa sin kontorkrak i Bremen. Han skriver vers og er litteraturkritiker, han fører teologiske disputer med sine venner og bekriger deres ortodoksi med de tanker som aller sidst har besat ham. Han er lun og elskværdig, har altid et humoristisk blink i øiet, hvadenten det er sig selv eller sine venner han gjør nar av. Han er selvfølende som en ung gud. Han tviler ikke et øieblik paa at han ved sin digtning skal erobre sig et navn, til trods for Goethes «Til unge digtere» som han efter nogen maaneder sikkert har glemt. Han skal bli den moderne panteismes lyriske digter, han skal skrive den sande anden del av Faust; men bak selvfølelsen ligger selvironien og benytter enhver leilighet til at drive gjøn med den: «I hører samtlige til lathansernes og dagdrivernes
kategori», skriver han til sine venner, «men jeg er noget
- ↑ De vældige tanker griper mig paa en frygtelig maate.
