Selv i dette alvorlige brev sender han vennen sit skjælmske smil.
Det er i dette brev tyskerne læser om Engels’s «heissen Seelenkämpfe». Kanske er dette igjen et sterkt uttryk. Det er muligens litt farlig at trække for sterke slutninger av en 18aarings bevægelse over sine egne vakre ord. Selvfølgelig har der foregaat noget i Engels, en rivende utvikling, en optagelse av nyt stof som vidner om en usedvanlig receptivitet. Den ene «sandhet» efter den anden utenfra stormer hans nedarvede tro, men man har av brevenes gjennemgaaende karakter ikke det indryk at han slaar noget slag for denne tro. Det vilde ogsaa været unaturlig for ham, for han har ingen behov for den. Han lar den falde og skriker selv op i jubel naar han staar over dens ruiner: «Der Mensch ist frei geboren, ist frei.» Med et sterkt ord kunde man kanske kalde dette en kamp. Men rigtigere er det sikkert at kalde det en befrielse. Og det er altid lettere at bli kvit noget man ikke har bruk for end at erhverve noget man trænger. En kamp er en omdannelsesproces. Det er menneskeaanden, menneskesjælen som skaper om et foreliggende stof til næring for sine behov. Engels var kanske mere stridslysten end Marx, Marx mere en kampnatur end Engels. Det er tragisk tyngde over kampnaturen, fordi kampen er en livskamp, livsglæde over den stridslystne, fordi striden for ham er noget av en lek. Disse «heissen Seelenkämpfe» svækkes ogsaa noget ved Engels’s egne ord i det næste brev til samme ven skrevet et halvt aar senere: «Jeg tilstaar at jeg ikke har nogen større lyst til at fortsætte den teologiske disput. Man misforstaar hinanden gjensidig, og saa har man glemt sine ipsissima verba som det kommer an paa, og kommer paa den maaten ikke til noget resultat. En grundig undersøkelse av tingene kræver meget større plads, og for mig er det ogsaa slik at jeg ikke kan underskrive ting som
