jeg saa ofte hørte om fra prækestolene, har jeg aldrig merket noget; min religion var og er stille, salid fred, og hvis jeg efter døden opnaar den, er jeg tilfreds. — — Jeg ber daglig, ja næsten hele dagen om sandhet, har gjort det siden jeg begyndte at tvile og kommer dog ikke tilbake til eders tro. Jeg leter efter sandhet hvor jeg bare har haab om at finde en skygge av den, og dog kan jeg ikke anerkjende eders sandhet som den evige.
Taarene kommer i øinene paa mig idet jeg skriver dette. Jeg er meget bevæget, men jeg føler at jeg ikke vil gaa fortapt, jeg vil komme til gud som hele mit hjerte længter mot. Og jeg er ogsaa et vidnesbyrd av den helligaand, det lever og dør jeg paa selv om det ti tusen gange staar det motsatte i bibelen.»
Man merker hvordan sindet litt efter litt har arbeidet sig op til denne bevægede stemning, og litt længer nede i brevet faar vi vite at det endnu staar i Schleiermachers tegn: «Især for Schleiermacher har jeg uhyre agtelse. Er du konsekvent maa du vistnok fordømme ham, for han prædiker ikke Kristus i sin mening, men — meget mere i det unge Tysklands, i Mundts og Gutzkows mening. Men han var en stor mand, og jeg kjender blandt de nulevende bare en som i aand, kraft og mot kan maale sig med ham, og det er David Friedrich Strauss.» Og tilslut heter det: «Religionen er hjertets sak, og den som har et hjerte, den kan være from; men den hvis fromhet har sin rot i forstanden eller i fornuften, den har ingen fromhet. I hjertet spirer religionens træ og overskygger hele mennesket og suger sin næring av fornuftens luft; dets frugter, som bærer det ædleste hjerteblod i sig, det er dogmerne, hvad der er over det er av det onde. Det er Schleiermachers lære, og den blir jeg ved. Adjø kjære Fritz, tænk nu rigtig over om du virkelig vil sende mig i helvede og skriv snart min dom til mig.» Engels kan ikke fornegte sin natur.
