kommer en nederdrægtig forfatning, hindrer enhver aandens flugt. Og disse mennesker (pietisterne) roser sig ovenikjøpet av at ha den sande lære og fordømmer ikke bare dem som tviler paa bibelen, men ogsaa dem som utlægger den anderledes end dem selv. Det er nydelig stel. — — Med den religiøse poesi er det slut for det første, indtil der kommer en som kan gi den ny schwung. Hos katolikker som hos protestanter gaar det i den gamle slendrian, katolikkerne lager Mariasange, protestanterne lirer ivei paa sin gamle vis med de mest prosaiske uttryk av verden. Disse forfærdelige abstrakter: helliggjørelse, omvendelse, retfærdiggjørelse og gud vet hvad for loci communes og utgaaede floskler det er. «Man sollte aus Ärger über die jetzige Poesi, also aus Frömmigkeit, des Teufels werden»[1].
Et par maaneder senere er det av den unge Tysklands nedladende dommer blit en glødende ungtysker og av mystikeren som studerte Jacob Bøhmes skrifter, en moderat «supernaturalist». Vennen skal til straf for sin taushet kjedes med en artikel om den moderne litteratur. Den begynder med at gjennemgaa hvad Tyskland hadde av digtere før 1830. Saa kommer «Det unge Tyskland». Ved samhold blev deres maal skarpere, mere utpræget, det var «tidens ideer» som blev dem bevisst. Disse aarhundredets ideer er ikke av demagogisk og antikristelig art som de blir skreket ut for, men de hviler paa ethvert menneskes naturret og strækker sig ut til alt som i det nuværende forhold motsier dette. Saaledes hører til disse ideer fremforalt folkets deltagelse i statsforvaltningen, altsaa det konstitutionelle, videre jødeemancipationen, avskaffelse av al religionstvang, alt adelsaristokrati o. s. v. Hvem kan ha noget imot det? — — —
Efterat artikelen er avlevert kommer forfatterens eget
- ↑ Man kunde gaa til helvede av ærgrelse over den nuværende poesi — altsaa av fromhet.
