Rahel og Stieglitz, sier de kosteligste dumheter om Bettina, men alt saa moderne, saa moderne. Og denne Kühne, Mundts agent i Leipzig, redigerer avisen for den elegante verden, og den ser nu ut som en dame hvis legemsbygning var bestemt for en krinoline og nu blir puttet i en moderne tilsittende dragt som ved hvert skridt lar benenes yndige krumning komme tilsyne. Og denne Heinrich Laube! Den fyren smører fort væk, karakterer som ikke eksisterer, reiseromaner som ikke er reiseromaner, tøv og tull, det er forfærdelig. Hvad det skal bli av den tyske litteratur begriper jeg ikke.»
Engels er endnu skolegutten, skraasikker paa sin skolevisdoms evige gyldighet. Men den utvikling han gjennemgaar i de par aar denne brevveksling strækker sig over, viser med hvilken rivende fart han lever sig ind i den tid han begyndte med at se ned paa med en slik suveræn tillært foragt. Den spontane reaktion mot det tillærte, det nedarvede, kommer først frem i hans forhold til religionen. De religiøse forhold i Barmen, Elberfeld og Bremen som han tar saa haardt fat i i dette samme brev, kjender han av selvsyn. Hans fødeby Barmen var en av pietismens sterkeste fæstninger i Tyskland og hans eget hjem et pietistisk rede som havde vaaket vel over hans sjæl saa længe han var i det. Men saa snart han slipper ut, begynder han at befri sig for den tvangstrøie man har sat paa ham, han begynder at analysere den livsanskuelse hans hjem havde git ham med som rustning i livskampen:
«Jeg fortviler mer og mer over Barmen», sier Engels, «i literær henseende er alt forbi. Det som lykkes der er med undtagelse av prædikenerne i det mindste dumt tøv; religiøse ting er i almindelighet meningsløse. Barmen og Elberfeld har ikke med urette faat ord for at være obskure og mystiske. Bremen har det samme ord paa sig; filisteriet forbundet med religiøst «Zelotenwirtschaft» hvortil i Bremen
