men og sendt til Bremen hvor han havner paa en kontorkrak. Men hans interesse synes at gaa andre veie end de handelskorrespondencer han pligtskyldigst maa skrive.
Han fortviler mer og mer over sin poesi efterat han har læst Goethes opsæt «For unge digtere» hvor han kjender sig selv igjen paa en prik. Gjennem dem er det blit ham klart at intet er vundet for kunsten ved hans rimerier, men han vil ikke destomindre fortsætte at rime, fordi det som Goethe sier er «eine angenehme Zugabe»[1], og ogsaa av og til rykke et digt ind i en journal, fordi like saa store, ja kanskje endda større æsler end han gjør det, og fordi han derved hverken vil hæve eller sænke den tyske litteratur; «men naar jeg læser et godt digt farer harmen som et uveir gjennem min sjæl: at ikke du kunde laget det.» Vennerne faar i opdrag at kjøpe bøker til ham, folkebøker, Octavian og Schildbürger, Heimonskinder og Dr. Faust, ogsaa mystiske hvis de er at faa, især Die Sibyllenweissagungen. Et nyt studium for ham er Jakob Böhme; «det er en dunkel men en dyp sjæl. Men det meste maa studeres forfærdelig hvis man skal faa tak i noget av det; han er rik paa poetiske tanker og et helt igjennem allegorisk mennkeske, hans sprog er ganske eiendommelig, alle ord har en helt anden betydning end almindelig. Istedenfor væsen sier han kval; gud kalder han en ugrund og grund, fordi hans eksistens hverken har grund eller begyndelse, men han selv er sin egen og alt andet livs grund.»
I næste brev ser man en ung kritiker fra den klassiske litteraturs tinder skue ned paa det usle makverk hans egen tid præsterer. Det unge Tysklands Berlinerparti er et net kompani. Theodor Mundt sudelt was in die welt
hinein — smykker sig met floskler fra Goethe, Heine,
- ↑ En behagelig tilgift.
