mener om Marx at han ikke var nogen mand som hadde gjort umiddelbare iagttagelser av virkeligheten. Han dukket ikke som Engels helt under i de praktiske bevægelser. Han fik sit kjendskap til virkeligheten gjennem bøker og biblioteker. Og foruten Engels’s bok (Die Lage der arbeitenden Klasse in England) er det to bøker som sandsynligvis har hat den største inflydelse paa ham, nemlig Lorenz Steins bok Sozialismus und Kommunismus des heutigen Frankreich (1842) og Proudhons bok om eiendommen.[1] Mehring tilbakeviser med harme en slik beskyldning: «Hvad skulde denne dype og grundige aand lære av overfladiske kompilationer (det er Steins bok han taler om) om en bevægelse som der i Tyskland endnu ikke var nogensomhelst jordbund for?»[2]
Det er vel spild av menneskekræfter at slaas om dette, da Marx selv her er og blir den sidste aarsak. Hele Marx’s liv var en kamp med det stof som kom til ham utenfra, en skaperakt, en omstøpningsproces. Derfor vil man vanskelig kunne gi nogen æren for at ha paavirket ham — ikke engang saa centrale skikkelser i hans liv som Hegel og Engels — hvad jeg nedenfor vil forsøke at vise. — Sandsynlig er det derfor at de tre nævnte bøker ikke har betydd noget mere for Marx end nye kundskaper, nyt stof, stof til den form hans egenart altid med naturnødvendighet brøt sig frem til.
At Marx er steil og selvstændig ogsaa i sit første forhold til kommunismens idé, viser hans artikel i «Rheinische Zeitung» om kommunismen. «Augsburger Allgemeine Zeitung» har nemlig beskyldt Marx’s organ for at fuske i kommunismen. Det er denne beskyldning
Marx tilbakeviser i sin artikkel. For «Rhein-
