skulde føre unghegelianismens kampe over paa politisk grund.
Herkner har sikkert ret naar han fastslaar at journalistisk virksomhet stemte slet med Marx’s begavelse, at han ikke som avisskriver kunde fornegte den lærde mand, at han ikke kunde sætte pennen paa papiret før han hadde læst en bok som han syntes var vigtig for den sak han skulde behandle.[1] Men saa er til gjengjæld Marx’s journalistik et godt kildemateriale, naar det gjælder at faa tak i hans personlighet. For Marx fornegter aldrig sig selv, selv ikke naar han er journalist. Han staar altid i et saa intimt personlig forhold til de saker han behandler, han er der i den grad med liv og sjæl, at han aldrig undgaar at la noget av sine egne indre oplevelser skinne igjennem selv i den mest svulmende lærdom, selv i den mest saklige utredning. Tør blir Marx’s journalistik aldrig, og aldrig kjedelig. For han fylder altid op med sin egen personlighet, og den kan ikke undgaa at interessere.
«Rheinische Zeitung» blir det første forum for Marx’s kampe i virkelighetens verden. Som unghegelianer skal han bevise det bestaaendes ufornuft. «Han faar forstenede forhold til at danse, idet han spiller for dem deres egen melodi.»[2] Men om der er aldrig saa meget av Hegel i ræsonnementet, er der endda mere av Marx i formen, i kraften, i voldsomheten han fører de Hegelske vaaben med, i den uslukkelige sandhetstørst, i den seierssikre tro paa fornuftens evne til at gripe sandheten. Det er netop lidenskapen for sandheten som er gløden i Marx’s personlighet, det er den som brænder i ham og gir en ret til at kalde ham en ildsjæl: «Er det ikke sandhetsforskerens første pligt at gaa like løs paa saken uten at se hverken til
høire eller til venstre?» spør han i en artikel om den
