de radikale vand paa sin mølle. «Ingen filosofisk sætning,» sier Friedrich Engels i sin bok om Ludwig Feuerbach, «ingen filosofisk sætning har i den grad nedkaldt indskrændede regjeringers tak og likesaa indskrændede liberales vrede over sig som Hegels berømte sætning: «alt det som er virkelig er fornuftig, alt det som er fornuftig er virkelig». Det var dog haandgripelig en guddomeliggjørelse av alt det bestaaende, en filosofisk indvielse av despotismen, politistaten, kabinetsjustisen, censuren. Men det er nok ikke slik hos Hegel, at alt det virkelige er fornuftig. Forat det skal være fornuftig, maa det ogsaa være nødvendig. Anvendt paa den preussiske stat f. eks. betyr Hegels sætning bare: den er fornuftig, forsaavidt som den er nødvendig. Det virkelige er i stadig utvikling. Den virkelighet som ikke længer er nødvendig, gaar under, en ny nødvendig virkelighet opstaar. Det franske monarki var f. eks. 1789 blit saa uvirkelig, d. v. s. saa berøvet al nødvendighet, saa ufornuftig at det maatte ødelægges av den franske revolution. Slik dreier Hegels sætning sig ved Hegels dialektik om til sin motsætning: alt som i menneskehetens historie er virkelig, blir med tiden ufornuftig, — — og alt det som er fornuftig i menneskenes hoder er bestemt til at bli virkelig. — — Sætningen om det virkeliges fornuftighet opløser sig altsaa i denne anden: Alt som bestaar er værdt at det gaar tilgrunde.»[1]
Slik forklarer Engels som selv hørte til unghegelianerne, hvordan Hegel i sit system ogsaa rammet denne motsigelse: konservatisme — radikalisme. Der kom altsaa med unghegelianerne nyt liv ind i Hegels idérike. Alle glugger ut mot verden aapnedes, og unghegelianerne begyndte at
sende sine tankepiler mot konkrete maal, bestaaende for-
- ↑ Fr. Engels: L. Feuerbach, Stuttgart 1903, side 2 flg.
