hjælp af de ufuldkomne uttyksmidler de abstrake tankeformer gir ham, sætter billedet ind og kaster som i et lynglimt lys over den tilbakelagte vei. Billedet skal gi det uutsigelige, det er som han hviler ut i det, i rent æstetisk glæde et øieblik samler i sig hele den møisommelig opbyggede tankeforbindelse, stryker av den tankens tætsluttende graa dragt og klær den i farverike gevandter. Stilen er allerede i brevet den utpræget Marxske, en eiendommelig utrustet, rikt begavet personlighets stil. Tænker? — kunstner? — det er endnu umulig at si hvad han vil bli til. Man vet bare, han vil bli til noget.
Det er Marx’s datter Eleanor Marx Aveling, som «bare med den største overvindelse» overgir verden et brev som «saa tydelig var bestemt udelukkende for den elskede far»[1]. Nogen venner har overtalt hende til det, forat ikke motstandernes løgne skal være det eneste materiale i diskussionen om Marx’s privatliv. Nogen almindelige, indledende kommenterende bemerkninger ender slik: «Det var pinlig for mig at utlevere det inderste i dette hjerte, men jeg angrer ikke paa det, hvis jeg derved kan bidra til at man lærer Karl Marx bedre at kjende og saaledes kommer til at elske ham høiere og agte ham mer.» Mehring istemmer denne litt tysk sentimentale melodi: «De utallige anklager for hjerteløshet hos manden har gutten allerede tat livet av med de gripende ord at hjertets stemme bare synes at tie, fordi den kjæmpende aand overdøver den.» Marx vilde sikkert smile om han saa denne iver efter at vaske ham ren for beskyldningen for hjerteløshet, for at gjøre ham mere elsket og høiere agtet, han som pleiet at si: «Verfolge deinen Weg und lass die Leute reden!»
Som man i dette ungdomsbrev ser ynglingens varme
- ↑ Offentliggjort i Die Neue Zeit 1897—98. I, side 4 flg.
