tjener ingen grundig gjennemgaaelse, mener Marx: «Behøver man nogen dypere indsigt for at begripe at med menneskenes livsforhold, med deres samfundsforhold, med deres samfundstilværelse ogsaa deres forestillinger, deres tænkemaate og begreper forandrer sig? Hvad beviser ideernes historie andet end at den aandelige produktion forandrer sig med den materielle. En tids herskende ideer har altid bare været den herskende klasses ideer. — — — «Men», vil man indvende, «religiøse, moralske, filosofiske, politiske og retslige ideer o. s. v. forandret sig vistnok i løpet av den historiske utkikling. Religionen, moralen, filosofien og politiken holdt sig bestandig under denne utvikling. Dertil gives der evige sandheter som frihet, retfærdighet o. s. v. som er fælles for alle samfundstilstande. Men kommunismen avskaffer de evige sandheter, den avskaffer religionen, moralen, istedenfor at omdanne den, den motsier altsaa al tidligere historisk utvikling.
Hvortil reducerer denne anklage sig? Al tidligere samfundshistorie bevæger sig i klassemotsætninger som i de forskjellige perioder formet sig forskjellig. — — — Intet under derfor at alle svundne aarhundreders samfundsbevissthet, tiltrods for al mangfoldighet og forskjel, bevæger sig i visse fællesformer, i bevissthetsformer som bare vil opløse sig naar klassemotsætningerne helt forsvinder.
Den kommunistiske revolution er det mest radikale brudd med de overleverte eiendomsforhold. Intet under at den vil trække efter sig det mest radikale brudd med de overleverte ideer.»
Dette er toppen av den saakaldte materialistiske historieopfatning. Det maa ogsaa kaldes utopien i den Marxistiske historieopfatning, det punkt hvor Marx forlater videnskapens sikre vei og begir sig ind paa spaadommens dunkle stier. Baade Marx og Engels har instinktivt følt at det nye samfund med nødvendighet krævet nye men-
