naivt hvilke fordringer den selvtilfredse bourgeois stiller til arbeideren.»[1]
Man faar en anelse om hvilken sikker grundvold manifestet hviler paa, hvor godt hver eneste liten paastand er funderet, i allefald for den dels vedkommende hvor Engels’s specialundersøkelse ligger til grund.
Andet avsnit av manifestet som bærer overskriften: Proletarer og kommunister, begynder med at forklare forholdet mellem proletarer og kommunister. «Kommunisterne er den avgjort videregaaende del av alle landes arbeiderpartier. Teoretisk har de forut for den øvrige masse av proletariet indsigten i den proletariske bevægelses betingelser, gang og almindelige resultater. Kommunisternes maal er erobring av den politiske magt for proletariatet. Deres teoretiske sætninger hviler ikke paa ideer eller principper som er opfundet av en eller anden verdensforbedrer. De er bare almindelige uttryk for de faktiske forhold i en virkelig eksisterende klassekamp, en historisk bevægelse som gaar for sig for vore øine.
De kan sammenfatte sin teori i det ene uttryk: Ophævelse av privateiendommen, fordi den borgerlige privateiendom er det sidste og mest fuldendte uttryk for den frembringelse og tilegnelse av produkterne som beror paa klassemotsætningen.»
Dette avsnit av manifestet tilhører sikkert Marx alene. Her har det et nyt høidepunkt. Metodisk set fremstiller det syntesens tilblivelse. Det er den stadige bevægelse mellem tesens og antitesens poler som frembringer syntesen. Det fremstiller bourgeoisiets anklager mot kommunisterne som proletariatets forkjæmpere, og kommunisterne,
d. v. s. Marx, opløser anklagerne i deres enkelte
- ↑ „Die Lage“ side 161 følg.
