vilde føre for vidt detaljeret at trække paralleler med «Die Lage». Det er ogsaa ganske sikkert overflødig. At her den første og eneste videnskabelige undersøkelse av proletariatets stilling i England — hvor proletartilstanden hadde naadd sin «klassicitet» — lægges til grund for fremstillingen, falder ganske av sig selv, saa meget mere som vi jo vet at Marx ikke hadde hat nogen anledning til at gjøre specialstudier paa dette omraade og sikkert heller ikke har hat nogen trang til det. Det var nok naar Engels hadde gjort det.
Jeg forsøkte i forrige kapitel at vise hvorledes Engels’s bok virket som en stor og utførlig kommentar til Marx’s filosofiske formler i «Die Heilige Familie». I «Det kommunistiske manifest» har man et meget godt eksempel paa at en Marxsk formel og en slik kommentering fra «Die Lage» er sat umiddelbart i forbindelse med hinanden: «Det gamle samfunds livsbetingelser er allerede gaat under i proletariatets livsbetingelser», heter det under fremstillingen av proletariatets historie. Man kjender formlen igjen næsten ordret fra «Die Heilige Familie». Manifestet fortsætter: Proletaren er eiendomsløs, hans forhold til kone og barn har intet med de borgerlige familieforhold at gjøre; det moderne industrielle arbeide, den moderne underkuelsen under kapitalen, den samme i England som i Frankrike, i Amerika som i Tyskland har berøvet ham enhver national karakter. Lovene, moralen, religionen er for ham like saa mange borgerlige fordomme, bak hvilke like saa mange borgerlige interesser skjuler sig.
Punkt for punkt kunde man trække paralleler med «Die Lage». I det kapitel i denne bok som er overskrevet «Die Resultate», vil man finde proletariatets karakteristik. Man faar vite det har ingen religion, det respekterer ikke borgersamfundets moral, fordi det ikke kan gjøre det. Lovens tvang er det eneste som moralsk set
