densdele, elver som er gjort seilbare, og hele befolkninger stampet frem av jorden. Hvilket tidligere aarhundrede ante at slike produktionskræfter slumret i samfundsarbeidets skjød?»
Her forlater manifestet den patetiske stil og gaar over i en jevnt fortællende fremstilling. Avsnittet om bourgeoisiets revolutionære rolle virker som sagt som et sterkt agiterende intermezzo. Derefter knyttes traaden igjen til det punkt fremstillingen hadde naadd før intermezzoet sætter ind. Dette har igrunden ikke spundet tanketraaden videre. Det har bare git en karakteristik av den herskende samfundsklasse. Manifestet gjentar saa hvorledes de produktions- og samfærdselsmidler som vokste op sammen med bourgeoisiet, tilslut maatte sprænge de samfundsbaand — nemlig de feudale — indenfor hvilke de var blit til. Og vi faar videre vite hvordan en lignende bevægelse gaar for sig for vore egne øine. De borgerlige produktions- og samfærdselsforhold, de borgerlige eindomsforhold ligner troldmanden som ikke kan beherske de aander han har manet frem. Og beviset for dette er handelskriserne, overproduktionens epidemi. Saa følger en skildring av hvorledes overproduktionens epidemi ytrer sig, og vi faar vite hvorfor der blir en slik epidemi, men intet utover det som Engels har git i utkastet, bare fremført i en meget sterkt agiterende form. De vaaben hvormed bourgeoisiet har slaat feudalismen til jorden (de økede produktivkræfter), retter sig nu mot bourgeoisiet selv. Men bourgeoisiet har ikke bare smidd de vaaben som bringer det døden, men det har ogsaa skapt de mænd som skal føre disse vaaben, de moderne arbeidere, proletarerne.
Selv om man kunde tænke sig at Marx og Engels hadde formet hver sine avsnit av manifestet, er det sikkert at selve dispositionen tilhører Marx alene. Selv i
