end ægyptiske pyramider, romerske vandledninger og gotiske katedraler. Det har gjort ganske andre tog end folkevandringer og korstog.
Bourgeoisiet kan ikke eksistere uten stadig at revolutionere produktionsmidlerne, altsaa produktionsforholdene, altsaa samtlige samfundsforhold. Den stadige omveltning av produktionen, den uavbrutte rystelse av alle samfundstilstande, den evige usikkerhet og bevægelse udmerker bourgeoisiets tidsalder fremfor alle andre. — — Alt standspræget og stillestaaende fordamper, alt hellig vanhelliges, og menneskene blir endelig nødt til at se paa sin livsstilling, sine gjensidige forbindelser med nøkterne øine.
Bourgeoisiet jager over hele jordkloden, fordi det har behov for en stadig større avsætning for sine produkter.
Indtil dette punkt i manifestet merker man intet til Engels’s utkast. I det som ovenfor er gjengit kan man ikke trække en eneste direkte parallel med utkastet. Det maa helt staa for Marx’s regning. Den øieblikkelige indførelse av det slagord som med en gang gir den lov den historiske utvikling foregaar efter, er sikkert Marx’s eget lykkelige grep. Den raskt skisserte historiske bakgrund for bourgeoisiet er hans. For Engels’s lange fremstilling av den industrielle revolution har Marx en eneste sætning: «Da revolutionerte dampen og maskinerne den industrielle produktion.» Og det kommer som et eneste litet ledd likeværdig med andre ledd i den historiske sammenhæng.
Endelig er karakteristikken av bourgeoisiet sikkert Marx’s verk. Skjønt det rent agiterende i denne kritik av bourgeoisiet ligner den Engels vi kjender fra «Kritikken av nationaløkonomien» og «Die Lage», tilhører formen ganske sikkert Marx. En slik sætning som: «Sie hat die persönliche Würde in den Tauschwert aufgelöst und an die Stelle der zahllosen verbrieften und wohlerworbenen
